Du kan forny dit kørekort i Borgerservice. Du kan som udgangspunkt tidligst forny dit kørekort 3 måneder, inden det gamle udløber. Gyldighedstiden står på dit fysiske kørekort og i din kørekort-app.
Har du kørekort til flere kategorier, skal du være opmærksom på, at de kan have forskellige udløbsdatoer.
Når det er tid til at forny dit kørekort, skal du møde op i Borgerservice i en valgfri kommune. Husk, at bestille tid.
3 ting, du skal tage med i borgerservice:
- Kørekortfoto: Flere kommuner tilbyder, at du kan få taget et foto på stedet mod betaling
- Dit gamle kørekort
- Gyldig legitimation: Du kan medbringe gyldigt pas, kørekort fra et EU- eller EØS-land, fysisk legitimationskort fra Borgerservice eller legitimationskort i AltID-appen (med navn, CPR-nummer og billede). Du kan også medbringe original dåbs-, fødsels-, navneattest, et identitetsbevis i AltID-appen (med navn og CPR-nummer) eller sundhedskort sammen med billedlegitimation udstedt af en offentlig myndighed, fx opholdskort.
I nogle tilfælde skal du også medbringe en lægeattest.
Er du ikke dansk eller nordisk statsborger?
Du skal have sædvanlig bopæl i Danmark for at kunne få udstedt et dansk kørekort. Sædvanlig bopæl er det sted, hvor du normalt opholder dig i forbindelse med studie, arbejde eller familie.
Hvis du ikke er dansk eller nordisk statsborger, kan Borgerservice bede om:
- Dokumentation for sædvanlig bopæl i Danmark
- Opholdstilladelse eller opholdsbevis
- Dokumentation for, at du har opholdt dig i Danmark som studerende i mindst seks måneder
Det er Borgerservice, der vurderer, om den dokumentation, du indleverer, er tilstrækkelig.
Læs mere om sædvanlig bopæl på Færdselsstyrelsens hjemmeside