Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide bliver vaccineret mod RSV, influenza og kighoste.
Influenza i efteråret og vinteren (fra uge 12 i graviditeten)
Gravide har en øget risiko for at blive alvorligt syge med influenza, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at de bliver vaccineret. Hvis man som gravid bliver alvorligt syg, kan det være en belastning for barnet i maven, og i sjældne tilfælde kan det medføre, at man føder for tidligt, eller at barnet bliver født med en lav fødselsvægt.
Vaccination mod influenza er gratis for gravide, der er mere end 12 uger henne, og tilbydes hver vinter fra 1. oktober til og med d. 20. december.
Vaccination mod influenza foregår i et regionalt vaccinationscenter, og gravide skal selv bestille tid påBestil tid til vaccination på vacciner.dk
Kighoste (uge 25 eller 32)
Kighoste er en meget smitsom børnesygdom. Kighoste kendetegnes ved svære hosteanfald, hvor barnet ’kiger’, når det trækker vejret efter et hosteanfald. Sygdommen er som regel ufarlig for større børn og voksne, men kan være alvorlig og potentielt livstruende hos helt små børn, fordi de kan have svært ved at trække vejret.
Børn tilbydes vaccination mod kighoste, når de er 3, 5 og 12 måneder gamle. Vaccination af gravide mod kighoste skal således beskytte det nyfødte spædbarn, indtil det selv kan blive vaccineret.
Gravide anbefales at blive vaccineret mod kighoste ved besøget hos egen læge i uge 25.
RSV (uge 32)
RS-virus er en luftvejsvirus, der forekommer hyppigt i efterårs- og vintermånederne. Spædbørn kan blive alvorligt syge, hvis de får RSV, fordi deres immunsystem endnu er umodent og derfor ikke kan bekæmpe virus lige så godt som ældre børn, og fordi de små luftveje kan blive blokeret på grund af inflammation og slim. Det gør det svært for dem at trække vejret.
Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide med termin i juli til og med marts bliver vaccineret mod RSV. På den måde er de helt små børn, som er i størst risiko, beskyttet i de måneder, hvor RSV forekommer.
Vaccination foregår hos egen læge ved besøget i uge 32.