Hvis du har forældremyndigheden over dit barn, er det dit ansvar at forsørge og tage dig af barnet, frem til det fylder 18 år. Det betyder blandt andet, at du skal drage omsorg for barnet og sørge for, at barnet får mad, tøj, bolig mm. Du er også forpligtet til at beskytte barnet mod trusler af enhver art, og du skal sørge for, at alle barnets behov dækkes.
Hvis du og barnets anden forælder har fælles forældremyndighed over barnet, betyder det, at I er fælles om beslutningerne og sammen skal drage omsorg for barnet. Fælles forældremyndighed betyder dog ikke, at I skal være fælles om alle beslutninger. Den forælder, barnet har bopælsadresse hos eller bor mest hos, bestemmer selv en lang række ting.
Hvis du har forældremyndigheden alene – eneforældremyndighed – bestemmer du, hvad barnet skal og ikke skal. Du bestemmer for eksempel, hvad barnet skal hedde, hvor det skal bo, hvor det skal gå i skole, hvilken religiøs opdragelse barnet skal have og alt andet, der har betydning for barnet.
Når du har eller deler forældremyndigheden over et barn, er du også værge for barnet. Det vil sige, at du har ansvaret for barnets indtægter og eventuelle formue, frem til barnet fylder 18 år.