Klagemuligheder i EU

Som borger i EU har du klagemuligheder, hvis du mener, der er sket fejl i en EU-institution

Som borger i EU har du klagemuligheder, hvis du mener, der er sket fejl i en EU-institution

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Når du skal klage over EU er der forskellige regler for, hvem man skal klage til afhængig af, hvad og hvem man vil klage over. De institutioner i EU, der modtager klager er:

  • Europa-Parlamentet
  • Europa-Kommissionen
  • Den Europæiske Ombudsmand

Ønsker du at klage over brud på EU’s traktater og hovedprincipper eller unionsborgernes rettigheder, skal du henvende dig til Europa-Parlamentet. Når man klager til Europa-Parlamentet, hedder det at indgive et andragende.

Alle borgere i EU, samt ikke-unionsborgere med bopæl i et EU-land, kan indgive et andragende til Europa-Parlamentet. Også virksomheder, organisationer og foreninger kan indgive andragender.

Krav til andragendet

Et andragende til Europa-Parlamentet skal handle om spørgsmål af EU-interesse eller ligge inden for EU's ansvarsområde, som fx:

  • dine traktatfæstede rettigheder som europæisk borger
  • miljøspørgsmål
  • forbrugerbeskyttelse
  • fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser, det indre marked
  • beskæftigelsesspørgsmål og socialpolitik
  • anerkendelse af faglige kvalifikationer
  • andre problemer i forbindelse med gennemførelsen af EU-lovgivning

Du bestemmer selv, hvordan du vil skrive dit andragende. Det skal dog indeholde navn, stilling, nationalitet og bopæl samt en underskrift. Du kan skrive klagen på alle EU's officielle sprog, dvs. også på dansk. Du kan vælge at sende et brev, men du kan også udfylde en elektronisk formular på Parlamentets hjemmeside.

Andragendets behandling og afgørelse

Det er Udvalget for Andragender, der vurderer om klagen vedrører EU's område. Hvis det gør, bliver det efterfølgende behandlet i udvalget, som vil henvende sig til de relevante myndigheder med deres mening om sagen. Europa-Parlamentet kan dog ikke omgøre afgørelser, eller afsige domme, men kan blot gøre andre myndigheder opmærksom på et problem, fx anmode Europa-Kommissionen om at foretage en undersøgelse.

Du vil få svar fra Europa-Parlamentet, hvad enten dit andragende bliver afvist eller behandlet.

Europa-kommissionen har fastlagt et regelsæt (kodeks) for god administrativ praksis som fx indeholder regler for ligebehandling, og hvordan man bedst kommunikerer med borgerne. Du kan læse mere om indholdet af reglerne på Kommissionens hjemmeside. Hvis du mener, at Kommissionen ikke handler efter regelsættet, har du mulighed for at klage.

Klagens form og behandling

Der er ingen regler for, hvordan klagen skal udformes, men der er lavet en klageformular, som man kan vælge at bruge. Klagen skal sendes Europa-Kommissionens Generalsekretariat som vil sørge for at sende den videre til de rette personer. Klagen skal behandles og besvares inden for en frist på 2 måneder. Det er muligt at anke sin klage til samme instans (Kommissionen), hvis man får afslag.

Start Klag over EU til Den Europæiske Ombudsmand

Hvis man har benyttet sig af EU's andre klagemuligheder, kan man afsluttende klage til den Europæiske Ombudsmand, som herefter kan vælge at behandle sagen. Ombudsmanden er udvalgt af Europa-Parlamentet og skal vælges efter hvert valg.

Alle kan klage

Alle statsborgere, virksomheder og organisationer i EU's medlemslande kan klage til den Europæiske Ombudsmand.

Krav til klagen

Man kan klage over fejl eller forsømmelser i EU-institutionernes arbejde. Det vil sige hvis en institution undlader at gøre noget, den skulle have gjort, gør noget på en forkert måde, eller hvis den gør noget den ikke skulle have gjort. Det kan fx være, hvis man har oplevet:

  • forskelsbehandling
  • misbrug af beføjelser
  • unødige forsinkelser
  • afslag på at få ønskede oplysninger

Klagen skal indgives senest 2 år efter hændelsen, som du ønsker at klage over. Du kan ikke klage til ombudsmanden, før du har klaget direkte til den institution, det drejer sig om.

Du bestemmer selv, hvordan du vil skrive din klage. Det skal være klart, hvilken institution, du klager over samt baggrunden for klagen. Der er dog lavet en klageformular, som du kan vælge at benytte. Du kan skrive klagen på alle EU's officielle sprog, dvs. også på dansk.

Klagens behandling og afgørelse

Når Ombudsmanden modtager en klage, vil du hurtigst muligt modtage svar på, om din klage kan behandles. Ombudsmanden kan vælge at henvende sig til den institution, det drejer sig om, som herefter kan vælge at løse problemet. Hvis dette ikke sker, kan han lave en henstilling, en kritisk bemærkning eller en særlig beretning til Europa-Parlamentet. Ombudsmanden kan ikke tage nogen bindende beslutninger for de andre institutioner, men de er forpligtet til at svare på hans henvendelse.