Du kan kun anmode om fuldmagt i Digital Fuldmagt-selvbetjeningen for en person, som du har en generalfuldmagt fra, hvis generalfuldmagten er:
- fuldt dækkende. Det betyder, at den omfatter alle personlige og økonomiske forhold
- uden undtagelser. Det betyder, at der ikke i generalfuldmagten står noget, som du ikke må gøre på vegne af personen, som du skal hjælpe.
Hvis du vil anmode om fuldmagt i Digital Fuldmagt-selvbetjeningen, er der 2 muligheder:
1. Domstolsstyrelsens blanket
Det anbefales at bruge Domstolsstyrelsens blanket, som du kan hente på Domstolsstyrelsens hjemmeside:
2. Et andet format
Hvis du vælger et andet format end Domstolsstyrelsens blanket, skal en fuldt dækkende generalfuldmagt som minimum opfylde 2 krav for, at du kan give eller anmode om fuldmagt i Digital Fuldmagt-selvbetjeningen.
De 2 krav er, at den fuldt dækkende generalfuldmagt skal være:
- udformet skriftligt
- underskrevet af enten 1 advokat eller 2 vitterlighedsvidner.
Ved at underskrive generalfuldmagten bekræfter advokaten eller de 2 vitterlighedsvidner,:
- at underskriften fra personen, der giver fuldmagten, er ægte
- at datoen for, hvornår personen, der giver fuldmagten, underskrev generalfuldmagten, er korrekt
- at personen, der giver fuldmagten, har handleevnen i behold ved oprettelsen af generalfuldmagten.
Hvis generalfuldmagten ikke overholder formkrav
Du kan ikke anmode om fuldmagt i Digital Fuldmagt-selvbetjeningen, hvis generalfuldmagten ikke er udformet på enten Domstolsstyrelsens blanket eller i et andet skriftligt format, der er underskrevet af enten 1 advokat eller 2 vitterlighedsvidner.
Du skal i det tilfælde kontakte den myndighed, der er ansvarlig for den fuldmagt, som du ønsker at anmode om. Myndigheden kan oplyse dig om, hvordan myndigheden håndterer fuldmagter.
Sådan får du fuldmagt fra en, du har en fuldt dækkende generalfuldmagt fra
Følg de 5 trin nedenfor:
- Log ind i Digital Fuldmagt-selvbetjeningen med dit eget MitID.
- Vælg, hvem du anmoder om digital fuldmagt.
- Vælg, hvad du skal have fuldmagt til. Du kan sagtens vælge flere ting, som du skal fuldmagt til. Det, du anmoder om fuldmagt til, bliver samlet i én digital fuldmagt.
- Vælg, hvor længe den digitale fuldmagt skal gælde.
- Sæt kryds ved, at fuldmagtsanmodningen skal sendes med posten.
Personen, som du har generalfuldmagt fra, får fuldmagtsanmodningen med posten på sin folkeregisteradresse. Du skal selv underskrive anmodningen på vegne af
personen og returnere følgende 2 dokumenter til borgerservice:
- Kopi af alle sider af fuldmagtsanmodningen med din
underskrift.
- Kopi af den fuldt dækkende generalfuldmagt.
De 2 dokumenter kan returneres:
- i Digital
Post. Husk at scanne eller tage billeder af alle sider af fuldmagtsanmodningen.
- med posten til borgerservice.
- ved at møde
op og aflevere personligt i borgerservice. Tjek, om du skal bestille tid.
Når generalfuldmagten ændres eller ikke gælder længere
Somme tider ændrer generalfuldmagten sig eller gælder ikke længere. Det sker fx når:
- du ikke længere har generalfuldmagt fra fuldmagtshaver
- generalfuldmagten ikke længere er fuldt dækkende.
I disse situationer er det dit ansvar at tilbagekalde de digitale fuldmagter. Det gør du ved at logge ind på Digital Fuldmagt-selvbetjeningen og slette fuldmagten under fanen ”Mine fuldmagter”.
Hvis fuldmagtsgiver eller du går bort, ophører fuldmagten automatisk. Det sker, når CPR har registreret dødsfaldet.
Hvis generalfuldmagten er delvist dækkende
Hvis generalfuldmagten er delvist dækkende, kan du ikke anmode om fuldmagt i Digital Fuldmagt-selvbetjeningen. I stedet skal du kontakte den myndighed, der er ansvarlig for den fuldmagt, som du ønsker at anmode om.