Fri proces

Du kan ansøge om at få fri proces og få økonomisk hjælp af staten til at føre en retssag

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvad er fri proces?

Fri proces betyder, at statskassen betaler retsafgiften og salæret til din advokat. Statskassen betaler også sagsomkostningerne til din modpart, hvis du taber sagen.

Hvem kan søge fri proces?

Både fysiske og juridiske personer, fx et selskab eller en forening, kan som udgangspunkt søge om fri proces.

Du kan søge på egne vegne, eller du kan få en til at hjælpe dig. Hvis du får en til at hjælpe dig, som ikke er advokat, skal du sende en fuldmagt til Civilstyrelsen.

Du kan som udgangspunkt ikke få fri proces, hvis du har en retshjælpsforsikring, der dækker sagen, eller hvis du ikke opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

Du kan søge om fri proces hos Civilstyrelsen eller retten. Det afhænger af sagens type, om ansøgningen skal indleveres til Civilstyrelsen eller til retten.

På domstol.dk kan du læse mere om, hvornår du skal sende ansøgningen til retten.

Når du søger om fri proces hos Civilstyrelsen, skal du som hovedregel bruge Civilstyrelsens digitale selvbetjening. Du kan læse mere om dispensation og undtagelser for brug af selvbetjeningsløsningen under punktet ”Kan jeg få dispensation for brug af selvbetjeningsløsningen?”.

Reglerne om fri proces gælder kun sager, der kan føres i den civile retspleje som beskrevet i retsplejeloven.

Du kan ikke få fri proces:

  • til sager, der behandles administrativt, fx ved et huslejenævn, ved en kommune, ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller ved Ankestyrelsen,
  • til sager, der hører under strafferetsplejen, fx hvis du er sigtet eller vidne i en straffesag.

Der er en grænse for, hvor meget du må tjene for at kunne få fri proces.

Det er din årsindkomst for 2022, der er afgørende, medmindre din indkomst har ændret sig væsentligt siden da. Hvis din indtægt har ændret sig væsentligt, kan der lægges vægt på dine og din eventuelle samlever eller ægtefælles aktuelle indkomst.

Beløbsgrænserne pr. 1. januar (2024) er:

  • Enlige ansøgere: 371.000 kr.
  • Ansøgere i ægteskab eller andet samlivsforhold: 471.000 kr.
  • Forhøjelse for hvert barn: 64.000 kr.

Bemærk, at beløbene kun forhøjes, hvis barnet bor hos dig eller i overvejende grad forsørges af dig.

Du kan i 'Bekendtgørelsen om fri proces' se, hvilke beløb på årsopgørelsen, der indgår i det indtægtsgrundlag, som Civilstyrelsen benytter.

Civilstyrelsen har brug for en række oplysninger for at kunne træffe afgørelse i din ansøgning om fri proces. (2024)

Du skal derfor typisk bruge følgende oplysninger/dokumenter, når du udfylder ansøgningen:

  • årsopgørelse for 2022 for dig
  • årsopgørelse for 2022 for din eventuelle samlever eller ægtefælle
  • oplysning om, hvorvidt du har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, og om forsikringsselskabet dækker omkostningerne ved sagen. Hvis dit forsikringsselskab har givet afslag på retshjælpsdækning, skal du bruge en kopi af afslaget
  • oplysning om din modparts navn og adresse
  • oplysning om, hvad sagen handler om (”sagsfremstilling”)
  • oplysning om, hvilket udfald/resultat du ønsker af sagen (”påstand”)
  • oplysning om, hvorfor du mener, at dit ønske om sagens udfald/resultat af sagen er det rigtige (”anbringender”)
  • oplysning om modpartens holdning til din påstand (fx. processkrifter, kopi af breve fra modparten eller tilsvarende)
  • eventuelt stævning/stævningsudkast eller svarskrift samt eventuelle yderligere processkrifter (fx replik eller duplik)
  • i sager mod offentlige myndigheder eller ved indbringelse af nævnsafgørelser eller tilsvarende, tillige kopi af myndighedens eller nævnets afgørelse
  • i ankesager, kopi af 1. instansdommen

Hvis du søger på andres vegne, og ikke er advokat eller i øvrigt har en stillingsfuldmagt, skal Civilstyrelsen bruge en fuldmagt fra dig. Du finder et link til en fuldmagt, som du kan udfylde og bruge, undervejs i ansøgningsprocessen.

I ansøgningsprocessen bliver du ledt igennem følgende trin, hvor du skal indtaste eller uploade dokumenter med oplysninger:

  • information om ansøger
  • information om modpart
  • oplysninger om retssagen
  • særligt for familieretlige sager
  • oplysninger om tidsfrister
  • afsluttende bemærkninger
  • opsummering
  • indsendelse af ansøgning

Afslutningsvis får du en kvittering for din ansøgning og information om det videre forløb digitalt. Du kan læse Digital Post fra det offentlige på borger.dk, Digital Post-appen, e-Boks og mit.dk.

Du kan henvende dig til en retshjælpsinstitution, hvor du kan få gratis juridisk rådgivning. Du kan på Civilstyrelsens hjemmeside finde en liste over retshjælpsinstitutioner. 

Du kan også henvende dig til en advokat og bede om retshjælp i henhold til bekendtgørelse om retshjælp ved advokater. Du kan henvende dig til retten og få oplyst, hvilke advokater, der yder retshjælp. På Civilstyrelsens hjemmeside kan du få yderligere oplysninger om ordningen og om betingelserne for at opnå denne form for retshjælp.

Hvis du er fritaget for digital post, er du fritaget for kravet om anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, når du vil søge om fri proces i Civilstyrelsen. Du kan i stedet sende din ansøgning via e-mail til civilstyrelsen@civilstyrelsen.dk (ikke-sikker mail) eller med Digital Post til Civilstyrelsen (sikker mail) eller med post til Civilstyrelsens adresse.

Hvis du mangler it-kompetencer, har et handicap eller andet, der forhindrer dig i at bruge den digitale selvbetjening, kan Civilstyrelsen give dispensation. Civilstyrelsen kan også give dispensation, hvis du bor i udlandet og ikke har et MitID.

I særlige tilfælde kan Civilstyrelsen modtage en ansøgning om fri proces på en anden måde end via den digitale selvbetjening. Det gælder, når sagen har en karakter, beskaffenhed eller omfang af materiale, hvor det er mest hensigtsmæssigt.

Modtager Civilstyrelsen en ansøgning om fri proces, som ikke er sendt via den digitale selvbetjening, kan styrelsen afvise ansøgningen. Det betyder, at styrelsen ikke vil behandle ansøgningen, og at du skal søge igen digitalt. Hvis din ansøgning bliver afvist, vil du få besked og vejledning fra styrelsen.

For at søge om dispensation skal du kontakte Civilstyrelsen på tlf. 3392 3334 eller mail civilstyrelsen@civilstyrelsen.dk

Du kan klage over et afslag på fri proces fra Civilstyrelsen til Procesbevillingsnævnet.

Du skal være opmærksom på, at Procesbevillingsnævnet skal have modtaget din klage inden 4 uger efter, at du har modtaget Civilstyrelsens afgørelse.

Du kan læse mere om, hvad du skal gøre, hvis du ønsker at klage over Civilstyrelsens afgørelse på Procesbevillingsnævnets hjemmeside.

Nævnet kan kontaktes på post@procesbevillingsnaevnet.dk eller via Digital Post.