Borger.dk: Digitaliseringsstyrelsens behandling af dine personoplysninger og dine rettigheder

1. Vi er den dataansvarlige – hvordan kontakter du os?

På borger.dk har du adgang til en række af de personoplysninger, som offentlige myndigheder har registreret om dig. Når du første gang logger på borger.dk med dit MitID, bliver du informeret om, at Digitaliseringsstyrelsen via borger.dk henter og behandler dine personoplysninger. I den forbindelse har Digitaliseringsstyrelsen pligt til at oplyse dig om, hvordan vi behandler dine personoplysninger.

Formålet med Digitaliseringsstyrelsens behandling er, at du på ’Mit Overblik’ på borger.dk får adgang til dine egne oplysninger hentet fra forskellige systemer og registre, som tilhører andre offentlige myndigheder. Digitaliseringsstyrelsen henter oplysningerne direkte fra andre myndigheders registre. Dine personoplysninger udveksles ikke med andre myndigheder via borger.dk, og det er desuden kun dig, der kan se dine egne personoplysninger, når du er logget på med dit MitID.

Digitaliseringsstyrelsen behandler i visse situationer dine personoplysninger som dataansvarlig, mens vi i andre situationer behandler dine personoplysninger som databehandler. Det betyder, at hvis du har spørgsmål til behandlingen af dine personoplysninger, hvor Digitaliseringsstyrelsen er dataansvarlig, så kan du kontakte Digitaliseringsstyrelsen, mens i de tilfælde hvor Digitaliseringsstyrelsen er databehandler og udstiller oplysninger på borger.dk på vegne af andre myndigheder, så skal du kontakte den myndighed, hvor data hentes fra.

Digitaliseringsstyrelsen som dataasvarlig

Digitaliseringsstyrelsen er dataansvarlig for behandlingen af følgende personoplysninger, som vi modtager om dig:

  • Personoplysninger fra Datafordeleren, herunder CPR-oplysninger fra Det Centrale Personregister, Boligoplysninger fra Ejendomsregistret (BBR-registret), Danmarks Adresseregister, Danmarks Administrative Geografiske Inddelinger, Ejerfortegnelsen samt Ejendomsbeliggenhedsregistret.
  • Oplysninger om, hvornår du er logget ind på Mit Overblik på borger.dk. 

Kontaktoplysninger

Såfremt du har behov for at kontakte os, når vi som dataansvarlig behandler personoplysninger om dig, er vores kontaktoplysninger følgende:

Digitaliseringsstyrelsen
Att.: borger.dk
Landgreven 4 
1301 København K

CVR-nr.: 34051178

Telefon: 33 92 52 00

Mail: admin@borger.dk

Digitaliseringsstyrelsen som databehandler

I de tilfælde, hvor Digitaliseringsstyrelsen er databehandler og udstiller oplysninger på borger.dk på vegne af andre myndigheder og visse kommuner, kan du kontakte den dataansvarlige myndighed. Det gælder f.x:

  • Børne- og ungeydelser fra ATP
  • Gæld til Udbetaling Danmark
  • Engangsudbetaling ved ægtefælles/samlevers død fra ATP
  • Oplysninger fra kommuner – fx status på sager og ydelser
  • Oplysninger fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen – fx status på sager og ydelser
  • Oplysninger om a-kasse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
  • Oplysninger om efterløn fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
  • Oplysninger om dagpenge fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
  • Lønoplysninger fra Skattestyrelsen.

2. Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiveren 

Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, er du altid velkommen til at kontakte vores databeskyttelsesrådgiver. 

Du kan kontakte vores databeskyttelsesrådgiver på følgende måder:

  • Via Digital Post: Sendes til Digitaliseringsstyrelsen i Digital Post med angivelse af ”Att. Databeskyttelsesrådgiver” i emnefeltet.
  • På e-mail: dpo@digst.dk
  • Ved brev: Digitaliseringsstyrelsen, Att.: Databeskyttelsesrådgiveren Landgreven 4,1301 København K.

3. Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger

Vi behandler dine personoplysninger til følgende formål:

  • Formålet med Digitaliseringsstyrelsens behandling af dine personoplysninger er, at du på ’Mit Overblik’ på borger.dk får adgang til dine egne personoplysninger hentet fra forskellige systemer og registre, som tilhører andre offentlige myndigheder. Digitaliseringsstyrelsen henter oplysningerne direkte fra andre myndigheders registre. 
  • Formålet med opbevaring af dine loginoplysninger er, at du selv kan se, hvornår du er logget ind på Mit Overblik på borger.dk. 

Retsgrundlaget for vores behandling af dine personoplysninger følger af:

  • Databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra e) om offentlig myndighedsudøvelse.
  • Desuden følger det af databeskyttelseslovens § 11, at offentlige myndigheder kan behandle personnummer med henblik på entydig identifikation af borgere.

4. Hvor dine personoplysninger stammer fra

Digitaliseringsstyrelsen henter personoplysningerne direkte fra Datafordeleren.

Kort om registre, der er samlet i datafordeleren 

Nedenstående registre er samlet i datafordeleren. På datafordeleren er samlet de grundlæggende registreringer om danskere og Danmark. Det er grunddata om personer, virksomheder, adresser, fast ejendom, geografiske data og kort. Datafordeleren giver let og sikker adgang til sammenhængende grunddata fra offentlige registre til gavn for offentlige myndigheder og borgere.

  • Bygnings- og Boligregistret (BBR) indeholder oplysninger om Danmarks grunde, bygninger, tekniske anlæg og private boliger.
  • Danmarks Administrative Geografiske Inddeling (DAGI) er et standardiseret referencedatasæt, som viser landets administrative inddelinger.
  • Det Centrale Personregister (CPR) leverer centrale personoplysninger til bl.a. offentlige myndigheder.
  • Ejerfortegnelsen (EJF) indeholder oplysninger om den eller de personer/virksomheder, som råder over fast ejendom, og hvortil meddelelser vedrørende ejendommen kan sendes
  • Ejendomsbeliggenhedsregistret er i hovedreglen en reference mellem ejendommen og den adresse, der skal anvendes som beliggenhedsadresse.
  • Data fra DAGI, Ejerfortegnelsen og Ejendomsbeliggenhedsregistret bruges til at udstille bolig- og ejeroplysninger for borgerne på Mit Overblik. 

5. Kategorier af personoplysninger

Data fra CPR-registret

Almindelige personoplysninger:

  • Navneoplysninger
  • Adresseoplysninger
  • Aktuelt statsborgerskab
  • Aktuel civilstand, herunder eventuel aktuel separation
  • Beskyttelser, du eventuelt er tilmeldt, f.eks. markedsføringsbeskyttelse eller adressebeskyttelse
  • Eventuelle aktuelle udrejseoplysninger og udlandsadresse

Fortrolige personoplysninger:

  • CPR-nummer

Data fra Bygnings- og Boligregistret (BBR)

Almindelige personoplysninger:

  • Adresse
  • Kommunekode
  • Bygningsnummer
  • Vejkode

Data fra Danmarks Administrative Geografiske Inddelinger (DAGI-registret)

Almindelige personoplysninger:

  • Kommune-, regions- og sogneinddeling samt landsdel
  • Storkreds, opstillingskreds, valgsted, politikreds og retskreds

Data fra Ejerfortegnelsen

Almindelige personoplysninger:

  • Ejerboliger og ejerandel(e)
  • Købstidspunkt og overtagelsesdato

Data fra Ejendomsbeliggenhedsregistret

Almindelige personoplysninger:

  • Ejerboligadresse

Data genereret på Mit Overblik på borger.dk:

  • Oplysninger om, hvornår du er logget ind. 

6. Modtagere eller kategorier af modtagere

Vi overlader dine personoplysninger til Digitaliseringsstyrelsens databehandlere, der bistår med drift og administration af vores IT-systemer.

7. Overførsel til modtagere i tredjelande, herunder internationale organisationer

Vi overfører ikke dine personoplysninger til modtagere uden for EU og EØS.

8. Opbevaring af dine personoplysninger

Fra datafordeleren trækker vi som dataansvarlig oplysninger i realtid, når du logger ind på borger.dk. Oplysningerne slettes igen, når din login-session på borger.dk udløber. Vi opbevarer oplysninger i 6 måneder om, hvornår du logger ind.

9. Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig.  

Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os. 

Ret til at se oplysninger (indsigtsret)

Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger. 

Ret til berigtigelse (rettelse)

Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet. 

Ret til sletning

I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer. 

Ret til begrænsning af behandling

Du har visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser. 

Ret til indsigelse

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger. 

Ret til at transmittere oplysninger (dataportabilitet)

Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på datatilsynet.dk.

10. Klage til Datatilsynet 

Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på datatilsynet.dk.