Hvis du ikke har betalt beløbet, du skylder, og som du har modtaget indbetalingskort og påmindelser om, laver Udbetaling Danmark en vurdering af din økonomi. Udbetaling Danmark laver vurderingen for at finde ud af, om du kan betale eller ej. Dette kaldes en ”Betalingsevnevurdering”.
Når Udbetaling Danmark laver en vurdering af din økonomi, beregner de, hvor stort et beløb, du kan betale om måneden. Til beregningen bruger Udbetaling Danmark oplysninger om din formue, din månedlige indkomst og dine udgifter. Det kan være oplysninger, som du selv har givet Udbetaling Danmark, eller som kan være indhentet fra andre offentlige myndigheder.
Udbetaling Danmark beregner også din betalingsevne ud fra Gældsstyrelsens rådighedssatser:
Hvis din betalingsevne viser, at du kan betale penge tilbage til Udbetaling Danmark, får du en afgørelse om, at der er oprettet enten en modregningsordning eller en afdragsordning til dig.
I en modregningsordning trækker Udbetaling Danmark et beløb fra din ydelse hver måned, indtil beløbet, du skylder, er betalt.
I en afdragsordning, skal du betale et beløb hver måned, indtil beløbet, du skylder Udbetaling Danmark, er betalt.
Hvis din betalingsevne viser, at du ikke kan betale penge tilbage til Udbetaling Danmark, får du en afgørelse om, at du kan vente med at betale.