Kæmpebjørneklo

Kæmpebjørneklo er en invasiv giftig plante, som skal bekæmpes

Kæmpebjørneklo er en invasiv giftig plante, som skal bekæmpes

At kæmpebjørneklo er en invasiv art betyder, at den ikke naturligt hører hjemme i Danmark. Den er ført hertil af mennesker og har en skadelig effekt på den danske natur.

Når kæmpebjørneklo først er etableret i et område, danner den meget tætte bevoksninger, som skygger alle andre planter væk. Dermed forringes den biologiske mangfoldighed i området.

Desuden er den uønsket, fordi den indeholder en giftig plantesaft, der kan forårsage forbrænding ved kontakt med hud og UV-lys.

Kæmpebjørneklo er som den eneste invasive planteart omfattet af lovgivning om bekæmpelse. Det indebærer, at kommuner kan udarbejde indsatsplaner for bekæmpelse af kæmpebjørneklo. Dermed kan kommunen pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpebjørneklo, at hjælpe med til at bekæmpe planten.

Det er kommunerne, der kontrollerer om indsatsplanen overholdes. Er indsatsplanen offentliggjort, og har du ikke bekæmpet alle individer af planten på din grund, kan kommunen kontakte dig og påbyde, at planten bekæmpes.

Du får en frist på mindst fjorten dage til at bekæmpe kæmpebjørnekloen. Hvis det ikke er sket inden fristen er udløbet, har kommunen ret til at bekæmpe planten, for din regning.

Bekæmpelse af kæmpebjørneklo skal medføre, at den enkelte plante dør og bestandene udryddes. I massive bestande og i bestande, hvor der har været stor frøsætning gennem flere år, kan bekæmpelsen kræve en flerårig indsats.

Ejeren har pligt til at sikre, at bekæmpelsen udføres på en sådan måde, at der på intet tidspunkt i indsatsperioden sker yderligere spredning af planten, dvs. planten må ikke sætte frø.

Kommunens indsatsplan indeholder en vejledning om, hvordan du mest effektivt bekæmper planten.

Du kan læse om forskellige bekæmpelsesmetoder på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Brug beskyttelsesudstyr

Uanset hvilken bekæmpelsesmetode der vælges, skal du sørge for at være dækket til, fx med en langærmet trøje, lange bukser og handsker. På den måde mindskes chancen for at komme i kontakt med plantesaften. Hvis der er sollys, kan du risikere at få forbrændinger på huden.