Grøn affaldssortering

Mange husholdninger frasorterer grønt affald til bl.a. kompost

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

De fleste husejere har mulighed for selv at kompostere deres grønne affald i en kompostbeholder. På den måde omdannes affaldet til jord, der kan bruges i haven. Det er kun den vegetabilske del af husholdningsaffaldet, du må bruge til kompost, dvs. grøntsager, frugt, æggeskaller, og andet nedbrydeligt affald. Animalsk affald som kød og knoglerester må ikke komme i kompostbeholderen.

Det er kun tilladt, at kompostere hjemme i haven eller gården, hvis kommunen har givet sin tilladelse og udstukket retningslinjer for komposteringen. Du kan få mere at vide om hjemmekompostering og grønt affald hos kommunen.

Læs mere om affald og afhentningsordninger i artiklen 'Affald'.

Beboere i boligforeninger og lejligheder har visse steder mulighed for at sortere det organiske affald i særlige skraldespande til grønt affald. Det grønne affald bliver komposteret eller omdannet til biogas, som igen bliver forvandlet til varmeenergi.

Start Haveaffald

Du kan sagtens bruge haveaffald til kompost. Men jo grovere affaldet er, jo længere tid tager det at kompostere. Det er derfor en god ide at findele det grove haveaffald inden komposteringen. På Havenyts hjemmeside kan du finde vejledninger og svar på spørgsmål om kompostering.

Det er ikke tilladt for borgere og grundejere at brænde haveaffald af.

Vil du klage over reglerne for hjemmekompostering og grønt affald, skal du kontakte kommunen. Kommunens afgørelse kan ikke påklages til anden myndighed.

Du kan se de gældende love og regler om miljøbeskyttelse i 'Miljøbeskyttelsesloven' på Retsinformations hjemmeside.

Du kan finde reglerne for kommunernes håndtering af affald i 'Bekendtgørelsen om affald' på Retsinformations hjemmeside.

Du kan finde reglerne for hjemmekompostering og anvendelse af grønt affald i 'Slambekendtgørelsen', der regulerer anvendelsen af affald til jordbrugsformål, på Retsinformations hjemmeside.