Fyrværkeri

Du må kun bruge fyrværkeri i perioden 27. december til og med 1. januar

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

1. brug altid beskyttelsesbriller

2. brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

3. hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

4. hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

5. gå aldrig tilbage til en fuser.

Du må højst transportere 5 kg krudt, også kaldet ”Netto Eksplosivstof Mængde” (NEM). På fyrværkeriet kan du læse indholdet af NEM, inden du køber det.

Du må ligeledes højst opbevare 5 kg krudt (NEM) hjemme.

Hvis du vil gemme fyrværkeri, skal du følge nogle få råd om opbevaring:

  • Opbevar fyrværkeriet utilgængeligt for børn
  • Læg fyrværkeriet mørkt og tørt
  • Hold fyrværkeriet væk fra elektriske apparater og varmekilder som fx varmeapparater.

Hvis du ikke vil gemme ubrugt fyrværkeri til næste år, skal det afleveres på en kommunal genbrugsplads som farligt affald.

Du må kun fyre fyrværkeri af i perioden 27. december til og med 1. januar. Resten af året er det ulovligt at bruge fyrværkeri for privatpersoner.

Du kan købe fyrværkeri i butikkerne fra 15. december til 31. december.

Det er kun fyrværkeri der er CE-mærket, som kan sælges lovligt i Danmark.

CE-mærket viser, at producenten har fået fyrværkeriet testet og godkendt.

Hvis dit fyrværkeri ikke er CE-mærket, er det ulovligt og kan være farligt. Det er også ulovligt at sælge professionelt fyrværkeri til privatpersoner.

Når du køber ulovligt fyrværkeri, kan du ikke vide, hvad du har med at gøre, eller hvordan du håndterer det sikkert.

Opdager du ulovligt fyrværkeri, for eksempel professionelt fyrværkeri, der sælges til private, skal du kontakte politiet. Det kan du gøre i din politikreds eller ved at ringe 114.

Hvis du opdager fyrværkeri, som mangler CE-mærkning eller som fejler ved brug, kan du kontakte Sikkerhedsstyrelsen, der kan vejlede dig i, hvad du skal gøre.

Det er ulovligt at sælge fyrværkeri til unge under 18 år.

Personer mellem 15 og 18 år må gerne købe helårsfyrværkeri.

Helårsfyrværkeri:

  • knaldhætter
  • knaldbånd
  • knaldperler
  • knallerter
  • bordbomber
  • trækbordbomber
  • stjernekastere
  • isfontæner

Der er helt bestemte regler for, hvor tæt du må være på bygninger, dyr og andet, når du fyrer fyrværkeri af.

Du må ikke bruge:

  • fyrværkeri nærmere end 100 meter fra bygninger med let antændeligt tag. I vindens retning er afstanden 200 meter
  • fyrværkeri nærmere end 100 meter fra arealer med nåletræer og lyng eller anden brændbar vegetation. I vindens retning er afstanden 200 meter
  • fyrværkeri nærmere end 100 meter fra en landbrugsejendom med dyrehold, en hundekennel eller et område med udegående dyr
  • raketter nærmere end 10 meter fra bygningers åbninger. I vindens retning er afstanden 20 meter
  • raketter nærmere end 200 meter fra bygninger med let antændeligt tag. I vindens retning er afstanden 400 meter
  • raketter nærmere end 200 meter fra arealer med nåletræer og lyng eller anden brændbar vegetation. I vindens retning er afstanden 400 meter.

Hvis der fx er tørke eller ligger virksomheder med en særlig risiko, kan kommunen fastsætte særlige afstandskrav eller helt forbyde brug af fyrværkeri i et område.

Det er vigtigt at have forsikringerne på plads, inden ulykken sker. Ulykkesforsikringen og indboforsikringen er de vigtigste forsikringer.

Ingen dækning ved tankeløs opførsel

Der er flere situationer, hvor forsikringerne ikke dækker i forbindelse med fyrværkeri. Det er især i forbindelse med tankeløs opførsel, ulovligt fyrværkeri eller for meget alkohol. Du får ingen erstatning, hvis du er kommet til skade, fordi du fx har holdt en tændt raket i hånden eller har fyret ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri af.

Du skal kontakte dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl.