Vær varsom ved online-handel med private

Svindel ved privat handel er udbredt på nettet. Vær opmærksom, når du køber og sælger varer online

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Svindel med privat handel er udbredt, når der handles på nettet.

I mange tilfælde opretter svindleren falske salgsannoncer og snyder en eller flere købere. Men det sker også, at svindlerne i stedet narrer en sælger ved at udgive sig for at være en interesseret køber. Vær derfor opmærksom, når du handler med private online.

Svindlerne sidder klar, når du køber og sælger varer. Vær derfor ekstra opmærksom på mistænkelige beskeder og sørg for aldrig at udlevere oplysninger som fx betalingskort, CPR-nummer eller MitID-login.

Hold øje med disse tegn, når du køber eller sælger til private, så du undgår at blive snydt:

  • Personen er meget insisterende på, at varen skal sendes, uden at I har mødtes.
  • Profilen er ikke valideret af handelstjenesten.
  • Personen forsøger at få dig til at udlevere dine personlige oplysninger fx gennem et link.
  • Vær særligt opmærksom på de tilbud, du modtager, hvis du selv efterspørger en bestemt vare i en annonce. Den slags annoncer kan tiltrække svindlere.

Hvis du er blevet snydt i forbindelse med en online privat handel, er det vigtigt at du reagerer på det. Du bør i første omgang kontakte politiet.

Har du udleveret personlige oplysninger som fx MitID-login, betalingskortoplysninger eller CPR-nr., er det vigtigt, at du bremser svindlernes mulighed for at misbruge disse.

Du kan kontakte Digitaliseringsstyrelsens Cyberhotline for digital sikkerhed på tlf. 33 37 00 37. Her kan du få råd og vejledning til hvordan at du beskytter dig. Du kan kontakte Digitaliseringsstyrelsens hotline alle dage døgnet rundt.