Brug trådløse netværk sikkert

Offentlige trådløse netværk er sårbare. Derfor er det vigtigt, at du beskytter dig, når du er logget på trådløse netværk

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Et trådløst netværk gør det muligt for dig at gå på internettet med din computer, tablet eller smartphone uden brug af kabler. Et trådløst netværk bruger radiobølger til at sende og modtage data.

Du finder offentlige trådløse netværk i lufthavne, på hoteller, på konferencecentre, cafeer, tog og busser, og de kræver ofte intet kodeord.

Trådløse netværk er sårbare, fordi de sender oplysninger via radiobølger uden kryptering. Det betyder, at information let kan blive opfanget, aflæst og måske misbrugt af en it-kriminel.

Der er 3 primære risici ved offentlige trådløse netværk:

  • man kan opfange data, der transmitteres via radiobølger på netværket
  • man kan manipulere data i det trådløse netværk
  • et falsk netværk kan opsnappe dine oplysninger, hvis du bliver forbundet til netværket. 

Uden kryptering er det muligt at lytte med på kommunikationen; dvs. læse e-mails, chatbeskeder og måske endda opfange brugernavne og kodeord til de hjemmesider, du besøger.

Hvordan kan jeg se, om et netværk er sikkert at bruge?

Når du bruger et offentligt trådløst netværk, har du ingen indflydelse på, hvor sikkert det er. Sikkerheden afhænger af, hvad ejeren af det trådløse netværk har indstillet det til. 

Hvis du bruger et trådløst netværk på offentlige steder, bør du anvende samme sikkerhedstiltag, som når du tilslutter dig internettet, fx VPN (Virtual Private Network), personlig firewall og antivirus på din computer.

Derudover bør du bruge kryptering, hvis du skal sende fortrolige data over det trådløse netværk. 

Hvordan sikrer jeg mig mod at tilslutte til trådløse netværk?

Der er mange trådløse netværk i luften, og med din computer, tablet eller telefon tændt risikerer du, at dit udstyr får forbindelse til åbne netværk, uden du ved det. Det kan du forhindre ved slå dit wi-fi fra, når du ikke bruger den. 

Du bør også slå automatisk tilslutning til de netværk, du tidligere har brugt, fra.

Jo bedre du sikrer dit netværk, jo sværere er det for uvedkommende at skaffe sig adgang.

Der er flere ting, du kan gøre for at sikre dit netværk. Start med at:

  • skifte navn og password på routeren. Din router kommer med et navn og et standardkodeord eller password. Du bør ændre begge dele. Det nye navn vil fremover være navnet på dit netværk
  • bruge kryptering. Trafikken mellem din router og dine enheder skal være krypteret. Din router skal indstilles til at bruge WPA2 eller WPA3.