Spot falske e-mails, beskeder og opkald

Phishing og smishing er metoder til at franarre dig oplysninger

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Falske e-mails, beskeder og opkald, også kaldet phishing, smishing og vishing, foregår ved, at du bliver kontaktet af en afsender, der forsøger at få dig til at udlevere dine personlige oplysninger – fx betalingskortoplysninger, MitID-oplysninger eller andre personoplysninger.

Selv om afsenderen er overbevisende, skal du aldrig udlevere sådanne oplysninger over e-mail, besked eller telefon. Husk at trække vejret en ekstra gang og giv dig selv lov til at tænke dig om, inden du klikker på et link eller udleverer personlige oplysninger.

Husk: Ingen banker eller offentlige myndigheder vil uopfordret bede om dine betalingskortoplysninger, CPR-nummer, MitID eller andre login-informationer via e-mail, beskeder eller opkald. 

5 tips til at spotte falske e-mails:

  • Hvis du bliver bedt om at give personoplysninger over e-mail, er det sjældent troværdigt.
  • Stop op, hvis der er links, der indeholder stavefejl, det forkerte navn, eller som fører dig direkte til en loginside.
  • Falske mails kan have stavefejl og mærkelige formuleringer, der tyder på, at de er oversat direkte fra et andet sprog.
  • Se efter, om afsenderens adresse stemmer overens med afsenderens navn – det der står efter @’et. Stemmer de ikke overens, og er afsenderadressen lang eller kompliceret, er det ofte en utroværdig afsender.
  • Hvis afsenderen beder om én ting i den første henvendelse og en anden ting senere, kan det være tegn på svindel.

Selvom e-mailen virker overbevisende, er det vigtigt at være skeptisk, da de kriminelle bliver stadig bedre til lave troværdige e-mails. 

På sikkerdigital.dk kan du læse mere om, hvordan du spotter falske e-mails. 

3 tips til at spotte falske beskeder:

  • Hvis du bliver bedt om at oplyse personoplysninger via en besked, er det sjældent troværdigt.
  • Stop op, hvis der er links, der indeholder stavefejl, det forkerte navn, eller som fører dig direkte til en loginside.
  • Falske beskeder kan have stavefejl og mærkelige formuleringer, der tyder på at de er oversat direkte fra et andet sprog.

Husk: Du kan ikke stole på et telefonnummer. Teknisk fifleri med telefonnumre – også kaldet spoofing – kan ændre visningen af det telefonnummer, svindlerne skriver fra. Derved kan svindlerens telefonnummer fremstå identisk med fx bankens eller politiets telefonnummer. Det betyder, at en besked godt kan være falsk, selvom den ligger i samme tråd, som de beskeder, du plejer at få fra fx MitID eller Digital Post.

Selvom beskeden virker troværdig, er det vigtig at tjekke en ekstra gang, og undersøge beskeden for tegn på svindel, inden du klikker.

3 tips til at spotte falske opkald:

  • Hvis du bliver bedt om at oplyse personoplysninger over telefon, er det sjældent troværdigt.
  • Nogle fupopkald foretages med skjult eller udenlandsk nummer. Dette behøver ikke være fup, men hvis du er i tvivl, så lad være med at tage telefonen. Personer med en reel henvendelse vil ofte lægge en besked eller få fat på dig på anden måde. 
  • Svindlere vil ofte give dig et indtryk af, at du skal handle med det samme. Hold hovedet koldt og insistér på at få lov til at tænke dig om.

Husk: Du ikke kan stole på et telefonnummer. Teknisk fifleri med telefonnumre - også kaldet spoofing - bliver brugt af svindlere og har til formål at ændre visningen af det telefonnummer, de ringer fra. Derved kan svindlerens telefonnummer fremstå identisk med fx bankens eller politiets telefonnummer.

Det er derfor ikke nok at søge på telefonnummeret, hvis du er i tvivl, om det er svindel. Kontakt i stedet virksomheden eller myndigheden direkte på deres hovednummer, og spørg ind til henvendelsen.

Hvis du har spørgsmål angående din digitale sikkerhed kan du kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed på 33 37 00 37.

Cyberhotlinen kan blandt andet hjælpe med:

  • Hvordan du spotter svindel på nettet, laver stærke kodeord, undgår svindel på sociale medier og sikrer dit trådløse netværk.
  • At henvise dig til yderligere hjælp fra fx myndigheder, producenter eller anden aktører.

Ved spørgsmål og generelle henvendelser er der åbent fra 8-20 på hverdage og 10-16 i weekender og helligdage.

Ved akutte henvendelser (borgere udsat for identitetstyveri) kan du ringe hele døgnet.