Vejledning til brug af Digital Post med skærmlæser og skærmforstørrelse

Indledning

For at gøre det nemmere for dig at navigere i Digital Post på borger.dk og i Digital Post-appen med skærmlæser og skærmforstørrelse har vi her samlet nogle tips og tricks. Denne vejledning forudsætter, at du kender de grundlæggende funktioner i din hjælpemiddelsoftware.

Digital Post på borger.dk 

Den visuelle opbygning af Digital Post på borger.dk

For nemmere at kunne finde rundt i Digital Post på borger.dk, kan det være nyttigt at forstå, hvordan Digital Post er bygget op rent visuelt.   

Digital Post på borger.dk består af 5 forskellige områder: 

  1. Header: Det første element, man kommer til med skærmlæseren i headeren, er en række genveje, som læses op som ”Hurtigadgange”. Disse vises først på skærmen, når de har fået fokus – fx ved at trykke på tab. Derefter er der et borger.dk-logo, som linker til borger.dk, et link til Digital Post, et link til Mit Overblik, som er det personaliserede område på borger.dk, og en menu med indstillinger for Digital Post. Menuen kan du bruge for at ændre i indstillinger, som fx at tilmelde dig advisering om ny post og NemSMS. Du kan også oprette læseadgange, så andre kan få adgang til at læse din Digital Post. I headeren vises også navnet på den person, der er logget ind, og der er et link til at skifte postkasse. Derudover er der en log af-knap. 
  2. Mappeliste: Den venstre del af skærmbilledet indeholder et navigationsområde, der kaldes ”Mappeliste”. Dette er en liste over standardmapper, som fx indbakken, der er markeret som standard, kladder og slettet post. Derudover er der de mapper, som du evt. selv har oprettet til at organisere din post.  
  3. Mailliste: Den midterste del af skærmbilledet er den såkaldte ”Mailliste”, hvor en liste over dine seneste beskeder vises. Her kan du også søge i dine beskeder, sortere, eller vælge alle beskeder med flueben, for at udføre handlinger på flere beskeder ad gangen. Der vises som standard 10 beskeder i listen. Der kan indlæses flere ved at benytte knappen “Hent flere” i bunden af maillisten.  
  4. Læserude: I højre del af skærmen er der en læserude med beskedvisning, når en besked er valgt, og er blevet åbnet.
  5. Footer: Nederst i skærmbilledet til venstre vises en footer, som kaldes ”information om indhold”. Her finder du links til ”Hjælp og support”, ”Privatlivspolitik”, ”Tilgængelighedserklæring” og et link til at skifte til engelsk.  

Navigation via Landemærker eller regioner

Hver af de nævnte områder er opmærket som regioner eller landemærker. Du kan hurtigt navigere imellem områderne med genvejstaster. Med VoiceOver på Mac eller iOS kan du bruge rotoren til at finde landemærker, og derefter navigere imellem dem. I JAWS kan du bruge R og Skift-R for at gå til næste eller forrige landemærke, i NVDA er genvejstasterne D og Skift-D.  

Navigation via overskrifter

Du kan også anvende overskrifter til at navigere imellem de forskellige dele af skærmbilledet. Der er overskrifter for ”Mappeliste” og ”Mailliste”. Åbne beskeder vil vise afsendernavn som overskrift. Disse overskrifter er alle på niveau 2, og du kan navigere mellem dem på følgende måder: 

  • VoiceOver på iOS: Brug rotor til at vælge ”Overskrifter”, og naviger derefter op eller ned for at springe fra overskrift til overskrift. 
  • VoiceOver for Mac: Brug VoiceOver-tasterne, Command og H for at gå til næste overskrift. Samme tastekombination med Skift for at gå til forrige overskrift. 
  • Jaws: Brug H og Skift-H for at gå til næste eller forrige overskrift. 
  • NVDA: Brug H og Skift-H for at gå til næste eller forrige overskrift.  

Brug tab til at navigere med

Tab og skift-tab tager dig til næste eller forrige element. Du kan også bruge denne navigationsmåde for at bladre mellem dine beskeder eller andre elementer i skærmbilledet.   

Læse besked 

For at læse en besked skal du vælge den i beskedlisten. Det gør du ved at navigere til den besked, du ønsker at få læst op fx ved hjælp af tab eller skift-tab. Når beskeden, du ønsker at læse har fokus, så tryk Enter, og beskeden vil åbnes i beskedvisningen. Din skærmlæsers fokus vil umiddelbart blive flyttet til starten af beskeden.  

Her vil du først finde knapper til at vælge, hvilke dokumenter i beskeden, du vil åbne og læse. Det første dokument vil ofte hedde ”Hovedbesked”, og det er indlæst som standard. Der kan også være vedhæftet dokumenter som bilag i beskeden. Du kan trykke Enter for at vælge et dokument, når du har fokus på det med din skærmlæser. Der er en skærmlæserinformation om, at det kan være en fordel at downloade dokumenterne for at læse dem.  

Efter knapperne til valg af dokument vil du finde et link til ”Download”. Dette downloader og viser det valgte dokument i dit foretrukne værktøj for PDF-læsning. Det kan gøre det nemmere for dig at læse dokumenter.  

Alternativt kan du læse dokumentet i en visning i det skærmbillede, du allerede har åbent. Det vil vises efter download-linket.  

På Mac-computere vil dokumenter vises i en såkaldt ”Ramme” eller iFrame. Den vil typisk have et navn, som lyder som ”Dokument0” eller lignende. For at læse indholdet, skal du interagere med rammen ved at trykke VoiceOver-tast + Shift + pil ned. Herefter kan du navigere som vanligt inde i dokumentets indhold.   

Tekstforstørrelse 

For dig, der er svagtseende, findes der primært to måder at gøre teksten i Digital Post på Borger.dk større: 

  • Du kan bruge din software til tekstforstørrelse, fx Supernova eller ZoomText. 
  • Du kan forstørre teksten i din browser. Det gøres ved at trykke Ctrl-plus eller Ctrl-minus på Windows, og Command-plus eller Command-minus på Mac.   

Når skriften når en vis størrelse ved forstørrelse i browseren, vil Digital Post skifte til mobilvisningen. Denne er en noget enklere og mere overskuelig visning, som for mange også vil være at foretrække på computer.    

Digital Post-app

Brug af app med skærmlæser 

Når du har downloadet Digital Post-appen, vil den fungere som de fleste andre apps sammen med din skærmlæser. Her er samlet nogle tips, der kan gøre brugen endnu nemmere for dig: 

  • Når en besked har fokus, kan du swipe op eller ned for at tilgå flere handlinger for den enkelte besked. Det kan fx være at slette eller flage beskeden. Når du har swipet op eller ned, til du har fundet den funktion, du ønsker at benytte, skal du dobbelt-trykke for at aktivere funktionen. 
  • Hvis du ønsker at udføre en handling på flere end én besked, skal du bruge ”Markér”-funktionen. Her kan du dobbelt-trykke på de beskeder, du ønsker at vælge. Når du har valgt alle relevante beskeder, vil du finde en knap ved navn ”Vælg handling”. Denne knap befinder sig næsten nederst i højre hjørne af skærmen, og det anbefales, at du bruger din finger til at finde knappen fremfor at swipe. 
  • På Android-telefoner og tablets er det pt. ikke muligt at læse dokumenter i selve Digital Post-appen med skærmlæseren TalkBack. Derfor skal du bruge knappen ”Download” for at åbne dokumentet i din telefons PDF-læser, hvor du kan bruge TalkBack til at få teksten oplæst. Når du har læst dokumentet, skal du gå tilbage til Digital Post-appen.  

OBS: Borger.dk tager forbehold for, at vejledningen på denne side ikke er fyldestgørende samt at hjælpeprogrammer og -software kan være ændret.