Ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb

Kommer du i jobafklaringsforløb, modtager du ressourceforløbsydelse

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

For at kunne få ressourceforløbsydelse skal du opfylde betingelserne:

  • Kommunen skal have visiteret dig til et jobafklaringsforløb.
  • Du skal stå til rådighed for de tilbud, som fremgår af rehabiliteringsplanen, og som er en del af ressourceforløbet, og du skal deltage i opfølgningssamtaler og lign. i kommunen m.v.

I et jobafklaringsforløb får du en individuelt tilpasset og helhedsorienteret indsats med udgangspunkt i dine forudsætninger og behov. Fokus for forløbet er, at din arbejdsevne bliver udviklet gennem en konkret og aktiv indsats, hvor dine mål i forhold til arbejde og uddannelse styrer, hvilke aktiviteter der sættes i gang. Indsatsen i forløbet startes op senest en måned efter, at du er startet i jobafklaringsforløbet. Du får en koordinerende sagsbehandler, der skal sikre, at indsatsen bliver koordineret og justeret undervejs, og som skal bistå dig med at gennemføre de indsatser, der bliver sat i værk.

Når du er blevet tilkendt jobafklaringsforløb, stopper den ydelse, du hidtil har fået. I stedet skal du have ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau i jobafklaringsforløbet.

Ressourceforløbsydelsen kan blive justeret undervejes i forløbet. Hvis du fx får et barn, hæves beløbet til niveauet for kontanthjælp for forsørgere.

Er du selvstændig erhvervsdrivende og delvis uarbejdsdygtig på grund af sygdom, bliver din ydelse udbetalt med et beløb, der svarer til enten 75 pct. og 50 pct. af ressourceforløbsydelsen:

  • Du modtager 75 pct., hvis du højst kan udføre en fjerdedel af dit normale arbejde
  • Du modtager 50 pct., hvis du højst kan udføre halvdelen af dit normale arbejde

Hvis du har indtægter eller formue

Hvis du har indtægter i ressourceforløbet, bliver de som udgangspunkt trukket fra din ressourceforløbsydelse. Det gælder dog ikke indtægter, der udbetales for en periode, før du påbegyndte dit jobafklaringsforløb. Det gælder heller ikke indtægter, du har haft, efter jobafklaringsforløbet er ophørt.

Hvis du har lønindtægter, som inkl. pension udgør 15.401 kr. (2022),  bliver din ressourceforløbsydelse sat ned med 30 pct. af lønnen. Hvis din lønindtægt inkl. pension oversiger 15.401 kr. (2022), bliver den del af lønnen inkl. pension og før skat, der overstiger grænsebeløbet på 15.401 kr. (2022) nedsat med 55 pct.

Hvis du får feriegodtgørelse efter ferieloven, bliver den trukket fra din ressourceforløbsydelse på samme måde som lønindtægter. Det sker på det tidspunkt, hvor du holder ferien.

Det er en betingelse for at modtage ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, at du står til rådighed for de tilbud, som fremgår af rehabiliteringsplanen, og som er en del af jobafklaringsforløbet. Det er også et krav, at du deltager i opfølgningssamtaler og lign. i kommunen.

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden fire uger, fra de har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.