Bestil Fødsels- og dåbsattest

Her kan du bestille en Fødsels- og dåbsattest på dig selv eller på dit barn under 18 år. Du kan få attesten på dansk eller dansk/engelsk.

Der kan kun udstedes en Fødsels- og dåbsattest, hvis der er foretaget en dåb i Folkekirken.

  • Er du eller dit barn ikke døbt, skal du i stedet bestille en Personattest.
  • Er du døbt i Folkekirken, men får at vide, at der ikke er registreret en dåb, så kontakt sognet, hvor du bor og bed dem om at få registreret dåben.
  • Er du eller dit barn døbt i et anerkendt trossamfund, skal du have dåbsattesten fra trossamfundet.

Du skal vælge, om du vil have attesten digitalt eller på papir. Der er tre muligheder:

  • Digital Post (e-Boks). Attesten, som du modtager digitalt, er digitalt signeret.
  • Brevforsendelse. Attesten vil blive afsendt med post til din folkeregisteradresse senest 5 hverdage efter din ansøgning.
  • Afhentning på et kirkekontor. Du kan bestille en attest til afhentning på kirkekontoret i dit bopælssogn. Husk at medbringe gyldig billedlegitimation.

Attester bestilt med NemID/MitID til ’Brevforsendelse’ sendes til din folkeregisteradresse, hvis du bor i Danmark.

Bor du ikke i Danmark og vælger ’Brevforsendelse’, får du mulighed for at angive en adresse som du ønsker attesten sendt til.

Modtager du ikke den bestilte attest, kan du kontakte den myndighed, der er oplyst i din kvittering for bestilling.

Vil du vide mere om reglerne for at få attester, så kontakt sognet, hvor du bor. Find dit bopælssogn i kontaktboksen.