Flytter du til Danmark fra et EU-land eller et EØS-land, skal du anmelde flytningen til den kommune, du flytter til. Du har ret til at blive tilmeldt folkeregisteret, hvis du skal være mere end tre måneder i Danmark. Du har pligt til at tilmelde dig folkeregisteret, hvis dit ophold varer mere end seks måneder.
Ophold ud over tre eller seks måneder
Er du ikke-nordisk EU-borger og vil opholde dig i Danmark i mere end tre måneder (eller seks måneder som jobsøgende), skal du have et registreringsbevis. Det søger du om hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration.