Et coronapas dokumenterer, om du enten er vaccineret, er tidligere smittet eller testet negativ. Fra 1. februar 2022 er der ikke længere krav om at vise coronapas. Du kan dog stadig blive bedt om at vise det i visse tilfælde, f.eks. på plejehjem og sygehuse og når du vender hjem fra en udlandsrejse. På samme måde kan private erhvervsdrivende, kulturinstitutioner og foreninger kræve coronapas.
Du kan hente dit coronapas tre forskellige steder:
- Coronapas-appen - du kan hente appen i App Store eller Google Play
- MinSundhed - du kan hente appen i App Store eller Google Play
- Sundhed.dk - her kan du også printe dit coronapas.
Hvis du er blevet vaccineret - Coronapas for COVID-19-vaccination
Du kan hente dit coronapas for COVID-19 vaccination umiddelbart efter, du er blevet vaccineret mod COVID-19 første gang. Coronapasset vil være gyldigt 14 dage efter første stik og indtil 42 dage efter første stik. Det anbefales derfor, at man får andet stik, inden der er gået 42 dage. Dit coronapas for COVID-19 vaccination er gyldigt umiddelbart efter, at din anden vaccination er blevet registreret.
Varigheden af coronapasset efter det primære vaccinationsforløb er fem måneder, og revaccination giver gyldigt coronapas.
Hvis du er testet negativ for COVID-19 - Coronapas for-COVID-19 test
Du kan se dit Coronapas for COVID-19 test, når laboratoriet har analyseret din prøve og frigivet svaret. Du kan kun se dit coronapas, hvis dit prøvesvar er negativt. Vær opmærksom på, at dit Coronapas dannes ud fra den seneste test du har fået – uanset om det er en antigen- eller en PCR-test.
En PCR-test kan højst være 72 timer gammel, og en antigentest kan højst være 48 timer gammel for at gælde som coronapas.
Hvis du tidligere har været smittet med COVID-19 - Coronapas for COVID-19-immunitet
Dit coronapas for COVID-19 immunitet bliver aktivt og synligt for dig 11 dage efter prøvetagningstidspunktet for din positive COVID-19 PCR test, og det er gyldigt i fem måneder efter prøvetagningstidspunktet. Vær opmærksom på, at du ikke kan få et Coronapas for COVID-19 immunitet på baggrund af en antigentest (lyntest).
Hvis du er fritaget for digital post
COVID-19 vaccinerede borgere, der er fritaget fra digital post, får tilsendt vaccinationsdokumentation (vaccinationspas) direkte via fysisk post. Det gælder både efter første vaccination, og når borgeren er færdigvaccineret. COVID-19 vaccinerede borgere kan derudover ringe og bestille et printet vaccinationspas hos sundhed.dk på telefon 44 22 77 74. Det er muligt både efter første vaccination, og når borgeren er færdigvaccineret.
Hvis du er undtaget for coronapas
Følgende personer og områder er undtaget for coronapas:
- Børn under 15 år.
- Personer, der kan fremvise dokumentation udstedt og underskrevet af et kommunalt borgerservicecenter for at være undtaget fra krav om COVID-19 test.