Det blå EU-sygesikringskort

Brug det blå EU-sygesikringskort på rejser i EU-, EØS-lande og Schweiz

Brug det blå EU-sygesikringskort på rejser i EU-, EØS-lande og Schweiz

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Start Bestil det blå EU-sygesikringskort

Du skal søge om det blå EU-sygesikringskort digitalt. Klik på 'Start'.

Når du søger om det blå EU-sygesikringskort, får du automatisk sendt et midlertidigt bevis med Digital Post her på borger.dk, hvis du bor i Danmark og skal bruge kortet til ferie, studieophold under 1 år og familiebesøg. Du får det blå EU-sygesikringskort med posten 2-3 uger efter, at du har søgt.

Du kan også bestille det blå EU-sygesikringskort til din ægtefælle og dine børn under 18 år, hvis de bor på din adresse i Danmark. Børn under 18 år kan ikke selv bestille det blå sygesikringskort.

Har du spørgsmål eller problemer med den digitale selvbetjeningsløsning, kan du kontakte Udbetaling Danmark på tlf. 70 12 80 81.

Hvis du er pensionist og bor i udlandet, skal du søge her:

Det blå EU-sygesikringskort er et kort, der viser, at du har ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du rejser i. Du skal bruge det blå EU-sygesikringskort, når du rejser til et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz.

Kortet er gratis og er gyldigt i op til fem år. Hvis du skal bruge kortet til andet end ferie eller bor i udlandet kan gyldigheden være kortere. Det er vigtigt, at dit blå EU-sygesikringskort er gyldigt i hele den periode, du opholder dig i udlandet.

Når du rejser til andre lande end ovennævnte, dækker hverken det gule eller blå kort. Hvis du ønsker at være dækket af en sygeforsikring under rejse til disse lande, bør du tegne en privat rejseforsikring hos dit forsikringsselskab.

Du skal have det blå EU-sygesikringskort med, hvis du opholder dig midlertidigt (op til 1 år) i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz.

Det blå EU-sygesikringskort gælder fx når du:

  • skal på ferie
  • skal i ulønnet praktik eller være au-pair
  • skal studere eller følge en faglig uddannelse
  • skal arbejde i udlandet og har en afgørelse om, at du er omfattet af dansk social sikring.

Du kan kun bruge kortet i EU-landene, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Du bør undersøge, hvordan du er dækket af det blå EU-sygesikringskort i det land, du skal rejse til og overveje, om du bør tegne en privat rejseforsikring. Skal du rejse til lande uden for EU-lande, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz bør du overveje at tegne en privat rejseforsikring.

EU-sygesikringskortet viser, at du har ret til de samme sundhedsydelser på de samme vilkår, som borgerne har i det land, du opholder dig i. Du kan derfor komme til at betale hele eller en del af behandlingen selv, hvis det samme gælder for sygeforsikrede borgere i landet. Du kan risikere, at du selv skal lægge ud for betaling af behandling.

Det blå EU-sygesikringskort dækker kun, hvis lægen, tandlægen eller sygehuset er tilknyttet den offentlige sygesikring i landet.

Hvad dækker det blå EU-sygesikringskort ikke?

Det blå EU-sygesikringskort dækker ikke udgifter til hjemtransport, og i nogle lande heller ikke alle udgifter til sygetransport. Hvis du ønsker at få dækket alle udgifter til syge- og hjemtransport i forbindelse med sygdom eller dødsfald, skal du tegne en privat rejseforsikring. Der gælder særlige regler for hjemtransport fra Finland, Island, Norge og Sverige.

Kortet dækker ikke planlagt behandling, hvis behandlingen er den eneste grund til, at du er rejst til landet. Behandling, der med rimelighed kan vente, til du er tilbage i Danmark igen, er heller ikke dækket.

Du kan få det blå EU-sygesikringskort, hvis du bor i Danmark, er statsborger i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, og du er dansk sygesikret.

Du kan i særlige tilfælde have ret til et EU-sygesikringskort, hvis du:

  • bor i udlandet og arbejder i Danmark eller
  • er udsendt af en dansk arbejdsgiver til at arbejde i udlandet.

Derudover kan du have ret til et kort, hvis du er statsløs, konventionsflygtning eller familiemedlem til en dansk sikret. Et familiemedlem er din ægtefælle eller samlever og dine børn under 18 år. Dog har forældre til børn med statsborgerskab i et EU/EØS-land eller Schweiz ikke ret til et blåt EU-sygesikringskort.

Når kortet nærmer sig udløbsdatoen, skal du selv bestille et nyt kort.

Når du søger om det blå EU-sygesikringskort, får du automatisk sendt et midlertidigt bevis med Digital Post her på borger.dk, hvis du bor i Danmark og skal bruge kortet til ferie, studieophold under 1 år og familiebesøg. Det tager normalt 2-3 uger, fra du bestiller kortet, til du modtager det.

Det er vigtigt, at dit blå EU-sygesikringskort er gyldigt i hele den periode, du opholder dig i udlandet.

Du kan finde information om, hvordan du søger om at få penge tilbage (refusion), hvis du har været i behandling hos en læge eller på et hospital og har fået en regning på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside. Husk at gemme dine kvitteringer for dine udgifter.

Her kan du også læse om brugen af det blå EU-sygesikringskort og læse en beskrivelse for hver enkelt EU/EØS-land og Schweiz.

Hvis du skal studere, arbejde eller bo i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, kan du i nogle tilfælde have ret til et EU-sygesikringskort fra Danmark.

Det kan fx være, hvis du:

  • skal studere i udlandet i op til et år,
  • bor i udlandet og arbejder i Danmark eller
  • er udsendt af en dansk arbejdsgiver til at arbejde i udlandet.

Kortet vil i disse tilfælde være gyldigt i mindre end 5 år.

I nogle tilfælde har Udbetaling Danmark brug for flere oplysninger for at vurdere, om du kan få kortet, og vil kontakte dig, når du har bestilt kortet.

Du skal bestille det blå EU-sygesikringskort digitalt.

Hvis du ikke er statsborger i Danmark, et EU-land, EØS-land (Norge, Island, Liechtenstein) eller Schweiz, er du ikke altid berettiget til det blå EU-sygesikringskort, selvom du bor i Danmark og har ret til sundhedsydelser.

Du kan have brug for en rejseforsikring fra dit forsikringsselskab, når du rejser til øvrige EU/EØS-lande og Schweiz.

Er du statsløs, konventionsflygtning eller familiemedlem til en person, der er dansk sikret, kan du have ret til det blå sygesikringskort.

Ophold i andre nordiske lande

Hvis du er statsborger i et land uden for EU/EØS-landene eller Schweiz og bor i Danmark, gælder særlige regler for sygesikring, når du opholder dig i de øvrige nordiske lande (Sverige, Norge, Finland og Island). Når du opholder dig i disse lande, kan du få nødvendig sygehjælp i samme omfang, som hvis du havde det blå EU-sygesikringskort.

Har du spørgsmål eller problemer med den digitale selvbetjeningsløsning, kan du kontakte Udbetaling Danmark på tlf. 70 12 80 81.

Hvis du arbejder i Danmark, men bor i et andet land, vil du ofte have ret til dansk sygesikring. Du kan søge om et særligt sundhedskort, der er et bevis på din ret til at bruge sundhedsydelser i Danmark på samme vilkår som borgere i Danmark.

Hvis du skal på ferie i et andet EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz end dit bopælsland og Danmark, skal du søge om det blå EU-sygesikringskort.

Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, skal du kontakte Udbetaling Danmark på tlf. 70 12 80 81 for at få nærmere vejledning.

Når du søger om det blå EU-sygesikringskort, har du oplysningspligt. Det betyder, at du skal give Udbetaling Danmark besked, hvis der sker ændringer i forhold til de oplysninger, du har givet. Det kan fx være:

  • hvis du flytter til et andet land
  • begynder at arbejde i et andet land
  • skifter navn eller CPR-nr.

Hvis du flytter til en ny adresse i samme land, kan du stadig bruge dit EU-sygesikringskort, da din adresse ikke stå på kortet. Du behøver derfor ikke give besked om flytning, medmindre du flytter til et andet land.

Du kan sende oplysningerne med Digital Post her på borger.dk, hvis du har NemID.

Du kan også sende dokumentationen med posten til Udbetaling Danmark, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød.

Du kan ikke klage over afgørelsen om EU-sygesikringskort.

Hvis du er utilfreds med den service, du har fået af Udbetaling Danmark, kan du kontakte Udbetaling Danmarks kundeambassadør.

Læs, hvordan du klager til kundeambassadøren:

Kontakt International sygesikring

7012 8081 ( Telefontid)

Kongens Vænge 8
3400 Hillerød