Sikker mod spam

Her kan du læse om spam, og hvordan du undgår det

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Spam er uønskede reklamer, som sendes via e-post. Spam kommer fra afsendere, der har fået fat på din e-mailadresse på hjemmesider eller i e-maillister. Spam er et kommercielt produkt, hvor afsenderen bliver honoreret efter antallet af klik på reklamerne. Har du først åbnet en spammail, kan du være sikker på, at der kommer mere.

Spam-afsendere er ofte ude efter at få bevist, at den e-mailadresse, de sender til, faktisk eksisterer. Det kan afsenderen se, hvis spammailen bliver åbnet, besvaret eller sendt videre. Derfor bør du undgå at

  • åbne en spammail
  • besvare spam
  • afbestille en mail via den særlige afbestillingsfunktion i mailen, medmindre du er sikker på, at den kommer fra en seriøs afsender.
  • sende spam-mails videre til venner og bekendte uanset indhold
  • undgå at købe det, som mailen vil have dig til. Gør du det, er du med til at understøtte udbredelsen af spam-mails.

Mange internetudbydere kan ved hjælp af et filter sortere spam fra, inden det havner i din postkasse. Der findes også forskellige antispamprogrammer på markedet. Der findes både gratis produkter og betalingsprodukter.

Risikoen ved spamfiltre er, at de kan være for fintmaskede. Derfor bør du tjekke, om filteret er sat rigtigt op. Som regel vil du også kunne se, om filteret har fanget en mail eller flere for meget.

Spammere indsamler ofte e-mailadresser gennem konkurrencer m.m. Derfor er det en god ide, hvis du har en primær e-mailadresse til al den personlige korrespondance og en sekundær til brug i nyhedsgrupper, chat-rum, konkurrencer m.v. Den primære e-mailadresser bør du kun give til folk, du ønsker modtage post fra.

Hvis du gerne vil offentliggøre din e-mailadresse på din hjemmeside eller i diskussionsgrupper, kan du maskere den. Derved får de programmer, der automatisk indsamler e-mailadresser fra hjemmesider mv. sværere ved at opsamle den og udnytte den til at sende spam.

Det er et kendt fænomen, at spamafsendere kan tage kontrol over almindelige menneskers computere og bruge dem til at afsende spam. Dette kan du undgå ved at sikre din computer ved hjælp af en firewall, antivirusprogram og ved løbende at opdatere computerens software.

Hvis du f.eks. vil oprettes som bruger på en hjemmeside eller vil deltage i konkurrencer, skal du tit afgive din e-mailadresse til virksomheden bag hjemmesiden. Hvis du afgiver din e-mail på en sådan hjemmeside, accepterer du måske uden at vide det fremover reklamer. Eller du accepterer måske oven i købet, at virksomheden/personen bag hjemmesiden må sælge e-mailadressen videre til andre.

Læs derfor persondatapolitikken på hjemmesiden først. Hvis der slet ikke er en sådan politik, så lad være med at afgive e-mailadressen.