Udskudt folkepension

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

For at udskyde udbetalingen af din folkepension skal du:

  • have ret til folkepension
  • arbejde mindst 750 timer inden for et kalenderår. Det svarer til ca. 14 timer om ugen i gennemsnit
  • kunne dokumentere, at du arbejder. Du får besked, hvis du skal indsende dokumentation.

Hvis du udskyder din folkepension mindre end et kalenderår, bliver det antal timer du skal arbejde tilpasset perioden, hvor du har udskudt folkepensionen. Hvis du fx udskyder din folkepension fra 1. juli til 31. december, så skal du mindst arbejde 375 timer.

Du kan udskyde din folkepension i højst ti år. Du kan udskyde i to perioder. Det vil sige, at du har mulighed for at udskyde folkepensionen i en periode for derefter at få udbetalt folkepension. Senere kan du igen udskyde udbetalingen i en ny periode. Når du udskyder udbetalingen af din folkepension, optjener du en venteprocent.

Her kan du se tre eksempler på, hvornår du kan søge om at udskyde din folkepension, hvis du arbejder mindst 750 timer:

  1. Jeg har nået folkepensionsalderen, og jeg fortsætter med at arbejde
  2. Jeg får udbetalt folkepension, og jeg vil gerne begynde at arbejde igen
  3. Jeg stopper med at arbejde, og jeg ønsker at udskyde min folkepension med tilbagevirkende kraft (Vær opmærksom på, at du ikke kan søge om at udskyde din pension bagudrettet, hvis du nåede folkepensionsalderen før den 1. september 2017).

Eksempel 1 - Jeg har nået folkepensionsalderen, og jeg fortsætter med at arbejde
Du kan søge om at udskyde din pension, når du fylder 65 år, hvis du fortsætter med at arbejde.

Vælger du at søge om at udskyde med det samme, vil du en gang årligt kunne blive bedt om at sende dokumentation for, at du har arbejdet mindst 750 timer. Hvis det viser sig, at du alligevel ikke når at arbejde 750 timer om året, får du i stedet et engangsbeløb. Engangsbeløbet svarer til den folkepension, du ellers ville have fået ud fra dine faktiske indkomster, hvis du havde valgt at få folkepensionen udbetalt.

Eksempel 2 - Jeg får udbetalt folkepension, og jeg vil gerne begynde at arbejde igen
Hvis du er gået på folkepension, og du gerne vil begynde at arbejde igen, kan du sætte udbetalingen af din pension på ”pause” ved at søge om at udskyde din pension. Så vil du en gang årligt kunne blive bedt om at sende dokumentation for, at du har arbejdet mindst 750 timer.

Hvis det viser sig, at du alligevel ikke når at arbejde 750 timer om året, får du i stedet et engangsbeløb. Engangsbeløbet svarer til den folkepension, du ellers ville have fået ud fra dine faktiske indkomster, hvis du havde valgt at få folkepensionen udbetalt.

Eksempel 3 - Jeg stopper med at arbejde, og jeg ønsker at udskyde min pension med tilbagevirkende kraft
Hvis du er fyldt 65 år den 1. september 2017 eller senere, kan du også søge om at udskyde din pension bagudrettet.

Hvis du fx fortsætter med at arbejde, frem til du er 70 år, kan du søge om udskudt pension bagudrettet, samtidig med at du søger om at få din folkepension. Så vil du have optjent venteprocent fra det tidspunkt, hvor du kunne gå på folkepension. Det forudsætter, at du har arbejdet mindst 750 timer om året.

Når du søger om at udskyde din pension, vil du kunne blive bedt om at sende dokumentation for, at du har arbejdet mindst 750 timer i de år, du vil udskyde. Derfor skal du huske at gemme dokumentationen.

Hvis det viser sig, at du ikke har arbejdet mindst 750 timer om året, kan du hverken få ventetillæg eller engangsbeløb for de år.

Vær opmærksom på, at du ikke kan søge om at udskyde din pension bagudrettet, hvis du er fyldt 65 år før 1. september 2017.

Udbetaling Danmark kontrollerer årligt, om du har opfyldt beskæftigelseskravet, når du har udskudt din folkepension. Du kan blive bedt om at sende dokumentation for, at du har arbejdet mindst 750 timer fx i form af lønsedler eller som selvstændig ved en erklæring om, at du opfylder beskæftigelseskravet. Derfor skal du huske at gemme dokumentationen.

Hvis det viser sig, at du alligevel ikke når at arbejde 750 timer om året, optjener du ikke venteprocent. Du får i stedet et engangsbeløb. Engangsbeløbet svarer til den folkepension, du ellers ville have fået ud fra dine faktiske indkomster, hvis du havde valgt at få folkepensionen udbetalt.

Hvis din folkepension har været udskudt mindre end et kalenderår, bliver det antal timer, du skal have arbejdet, tilpasset perioden. Hvis du fx har haft din folkepension udskudt fra 1. juli til 31. december, så skal du mindst have arbejdet i 375 timer for at opfylde beskæftigelseskravet.

Når du udskyder udbetalingen af din folkepension, optjener du en venteprocent. Jo længere tid du udskyder din folkepension, desto mere optjener du i venteprocent. Når du senere vælger at få din folkepension udbetalt, betyder det, at du kan få et månedligt tillæg udbetalt til din folkepension.

Størrelsen af det månedlige tillæg afhænger af din venteprocent.

Ventetillægget bliver beregnet som en procentdel (venteprocenten) af dit grundbeløb og pensionstillæg, medmindre du vælger at få dit grundbeløb udbetalt som et engangstillæg.

Venteprocenten bliver gjort op, når du vælger at få din folkepension udbetalt. Venteprocenten afhænger af:

  • hvor længe du udskyder pensionen
  • hvor gammel du er på det tidspunkt, hvor du vælger at få folkepensionen udbetalt
  • hvordan du vælger at få dit ventetillæg udbetalt

Læs mere under ”Hvordan kan jeg få mit ventetillæg udbetalt”

Når du ønsker at få udbetalt din folkepension, er der forskellige måder du kan få udbetalt dit ventetillæg på. Måden afhænger af hvornår og hvor længe, du har udskudt udbetalingen af din folkepension.

Fra den 1. juli 2018 kan du vælge mellem tre måder at få udbetalt dit ventetillæg på, for de perioder, hvor du har haft din folkepension udskudt efter den 1. juli 2018:

  • Livsvarigt ventetillæg til din folkepension
  • 10 årigt forhøjet ventetillæg til din folkepension
  • Engangstillæg for dit grundbeløb og 10 årigt forhøjet ventetillæg til dit pensionstillæg

Vær opmærksom på, at du som udgangspunkt ikke kan fortryde dit valg af ordning.

Hvis du ikke vælger, hvordan du vil have dit ventetillæg udbetalt, bliver ventetillægget udbetalt som et livsvarigt ventetillæg til din folkepension, og du kan ikke efterfølgende vælge en anden ordning.

Ventetillæg, der er optjent før 1. juli 2018, vil altid blive udbetalt som et livsvarigt ventetillæg til din folkepension.

Livsvarigt ventetillæg til din folkepension
Du kan få ventetillægget udbetalt som et livsvarigt månedligt tillæg til din folkepension beregnet ud fra din optjente venteprocent. Venteprocenten afhænger blandt andet af, hvor mange måneder din folkepension har været udskudt. Du skal betale skat af dit ventetillæg. For at du kan få udbetalt ventetillæg, skal du have ret til at få udbetalt folkepension.Ventetillæg, der er optjent før 1. juli 2018, vil altid blive udbetalt som et livsvarigt tillæg til din folkepension.

10 årigt forhøjet ventetillæg til din folkepension
Du kan få værdien af ventetillægget fordelt ud over 10 år og udbetalt som månedligt tillæg til din folkepension i 10 år. Dit ventetillæg er forhøjet, så det svarer til værdien af det livsvarige ventetillæg. De 10 år starter fra, du får udbetalt din folkepension og bliver kun afbrudt, hvis du vælger at udskyde din folkepension igen.

Ventetillægget bliver beregnet ud fra din optjente venteprocent. Venteprocenten afhænger blandt andet af, hvor mange måneder din folkepension har været udskudt. Du skal betale skat af dit ventetillæg. For at du kan få udbetalt ventetillæg, skal du have ret til at få udbetalt folkepension.

Engangstillæg for dit grundbeløb og 10-årigt forhøjet ventetillæg til dit pensionstillæg
Du kan få ventetillægget til grundbeløbet udbetalt som et engangstillæg med det samme, når du vælger at få din folkepension udbetalt og du kan få værdien af ventetillægget til dit pensionstillæg fordelt ud over 10 år og udbetalt som månedligt tillæg til din folkepension.

Engangstillægget bliver beregnet ud fra satsen for grundbeløbet og det antal måneder, du har udskudt din folkepension efter den 1. juli 2018. Dine indkomster og din evt. ægtefælle eller samlevers indkomster påvirker ikke størrelsen af dit engangstillæg. Du skal betale skat af engangstillægget. Du skal ikke betale topskat af engangstillægget.

Det 10-årige ventetillæg bliver beregnet ud fra din optjente venteprocent. Dit ventetillæg er forhøjet, så det svarer til værdien af det livsvarige ventetillæg. De 10 år starter fra, du får udbetalt din folkepension og bliver kun afbrudt, hvis du vælger at udskyde din folkepension igen. Du skal betale skat af dit ventetillæg. For at du kan få udbetalt engangstillæg og ventetillæg, skal du have ret til at få udbetalt folkepension.

Her kan du se eksempler på, hvordan du kan få dit ventetillæg udbetalt:

Min folkepension er udskudt, og jeg vælger at få folkepensionen udbetalt senest fra den 1. juli 2018
Dit ventetillæg bliver udbetalt som et livsvarigt månedligt tillæg til din folkepension fra den dato, du vælger at få folkepensionen udbetalt.

Min folkepension er udskudt både før og efter den 1. juli 2018, og jeg vælger at få folkepensionen udbetalt fra den 1. august 2018 eller senere
For den del af folkepensionen, du har udskudt i tiden indtil til 30. juni 2018, bliver dit ventetillæg udbetalt som et livsvarigt månedligt tillæg til din folkepension fra den dato, du vælger at få folkepensionen udbetalt. For den del af folkepensionen, der er udskudt i tiden efter 1. juli 2018, skal du vælge mellem tre måder at få udbetalt dit ventetillæg på. Du kan vælge mellem:

  • Livsvarigt ventetillæg til din folkepension
  • 10 årigt forhøjet ventetillæg til din folkepension
  • Engangstillæg for dit grundbeløb og 10 årigt forhøjet ventetillæg til dit pensionstillæg

Jeg udskyder min folkepension fra den 1. juli 2018 eller senere
Du skal vælge mellem tre måder at få udbetalt dit ventetillæg til folkepensionen på. Du kan vælge mellem:

  • Livsvarigt ventetillæg til din folkepension
  • 10 årigt forhøjet ventetillæg til din folkepension
  • Engangstillæg for dit grundbeløb og 10 årigt forhøjet ventetillæg til dit pensionstillæg