Hvordan bliver min ATP Livslang Pension udbetalt?

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du bor i Danmark, bliver din ATP Livslang Pension automatisk udbetalt til din NemKonto, når du når folkepensionsalderen. ATP Livslang Pension er forudbetalt og bliver udbetalt den sidste bankdag i måneden.

Hvor ofte får jeg udbetalt pensionen?

Du får enten pengene udbetalt som et engangsbeløb eller en månedlig udbetaling. Det er størrelsen af din ATP Livslang Pension, som afgør, hvordan du får ATP Livslang Pension udbetalt:

  • Er din ATP Livslang Pension på mere end 2.900 kr. (2018) om året før skat, vil du få udbetalt din pension månedligt, så længe du lever.
  • Er din ATP Livslang Pension på eller mindre end 2.900 kr. (2018) om året før skat, bliver den udbetalt som et engangsbeløb.

ATP’s bestyrelse kan ændre grænsen på 2.900 kr. (2018) fremadrettet. Din udbetaling kan ændre sig fra et engangsbeløb til månedlig udbetaling, hvis du indbetaler flere ATP-bidrag eller udskyder og dermed forhøjer din pension.

Skat af ATP Livslang Pension

ATP Livslang Pension er en skattepligtig indkomst. ATP Livslang Pension får automatisk oplysning om din trækprocent fra Skattestyrelsen. Der bliver trukket 40 pct. i afgift til staten ved udbetaling af engangsbeløb.