For medlemmer af Pensionsordningen for lærere friskolen og efterskolen beregnes pensionen ved pensionering normalt på grundlag af den optjente pensionsalder og den pensionsgivende løn, d.v.s. skalatrinnet på fratrædelsestidspunktet.
Ved pensionering på grund af alder kan du som medlem modtage en alderspension. En normal alderspension opnås, når du når din folkepensionsalder. Ønsker du at forlade arbejdsmarkedet inden din folkepensionsalder, kan du vælge at få din tjenestemandspension udbetalt før tid, dog tidligst fra din pensionsudbetalingsalder.
Du er som medlem også sikret ved afsked på grund af sygdom i form af svagelighedspension, og ved tilskadekomst i tjeneste ved en tilskadekomstpension. Din familie er sikret ved medlemmers død i form af ægtefællepension og børnepension.
Du kan læse om dine muligheder for hvilende medlemskab og reglerne ved ansættelse på en anden skole:
Er du ansat i en folkeskole?
Er du ansat i en folkeskole m.v. kan du opretholde dit medlemskab af Pensionsordningen for lærere friskolen, hvis kommunen indbetaler et overenskomstaftalt pensionsbidrag. Det gælder for følgende stillingskategorier:
- Lærer i folkeskolen
Du skal kontakte den kommune, hvor du er ansat, hvis du vil fortsætte dit medlemsskab i pensionsordningen.
Muligheden for at forblive i statsgaranterede pensionsordninger (fx Pensionsordningen for lærere friskolen) er aftalt i læreroverenskomster mellem Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening.