Forudsætning for at overgå til tidlig pension er, at du har opnået
retten til tidlig pension, og at følgende betingelser er opfyldt.
- Du skal have haft tilknytning til arbejdsmarkedet gennem
beskæftigelse eller som medlem af en arbejdsløshedskasse.
- Tilknytningen til arbejdsmarkedet skal være opfyldt i en
sammenhængende periode på 9 måneder, der ligger umiddelbart før det tidspunkt,
hvor der er 3 måneder til, at du tidligst kan overgå til tidlig pension.
- Gælder dog ikke ved overgang fra fleksydelse til tidlig pension.
Har du inden overgangen til tidlig pension fået tilkendt
førtidspension eller seniorpension, opfylder du ikke kravet om tilknytning til
arbejdsmarkedet.
Det samme gælder, hvis du har ret til social pension fra en anden EU-/EØS-medlemsstat eller pension udbetalt i Schweiz, Storbritannien eller et andet land.
Beskæftigelse i EU/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien
Kan du dokumentere, at du har beskæftigelse eller er arbejdsløshedsforsikret
i et andet EU/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien, opfylder du kravet om
arbejdsmarkedstilknytning.
Medlemskab af arbejdsløshedskasse
Ved opfyldelse af kravet om arbejdsmarkedstilknytning gennem
medlemskab af en arbejdsløshedskasse er det en betingelse, at indmeldelse i en
arbejdsløshedskasse sker senest 2 år, før borgeren når folkepensionsalderen.
Betingelser for at kunne
få fuld tidlig pension
Forudsætningen for at få fuld
tidlig pension er, at du har optjent bopælstid i Danmark i mindst 9/10 af
tiden, fra du fyldte 15 år, til du overgår til tidlig pension.
Hvis du har arbejdet og optjent sociale pensionsrettigheder i
udlandet, tæller disse perioder som udgangspunkt ikke med i opgørelsen af din
danske bopælstid, uanset om du altid har boet og haft adresse i Danmark.
Hvis du ikke har optjent ret til en fuld tidlig pension, kan du
have ret til en del af pensionen – også kaldet ’brøkpension’. Din brøkpension
bliver beregnet på baggrund af den tid, du har boet i Danmark i
optjeningsperioden, fratrukket eventuelle perioder, hvor du samtidig har
optjent sociale pensionsrettigheder fra udlandet.
Du kan ikke modtage ydelsen
hvis du for den samme periode får udbetalt en af følgende
offentlige forsørgelsesydelser:
- Efterløn.
- Fleksydelse.
- Arbejdsløshedsdagpenge eller feriedagpenge.
- Førtidspension eller seniorpension.
Endelig kan du ikke
modtage ydelsen, hvis du har ret til en tilsvarende udenlandsk pension eller
til udenlandsk pension, der svarer til folkepension.