Du kan bo og arbejde i et andet EØS-land, i Grønland, på Færøerne, i Schweiz eller i Storbritannien, mens du får efterløn. Men der gælder særlige regler, som din a-kasse kan oplyse dig om.
I alle andre lande kan du opholde dig midlertidigt i sammenlagt tre måneder hvert kalenderår, uden at det får betydning for din efterløn.
Du skal altid give a-kassen besked, hvis du tager til udlandet uden for EØS-området, Grønland, Færøerne, Schweiz og Storbritannien. Det gælder også for kortere ferier.
A-kassen standser udbetalingen af efterløn ved din udrejse, hvis du på udrejsetidspunktet ved, at du vil tage fast bopæl uden for EØS-området, Grønland, Færøerne, i Schweiz eller i Storbritannien. Du kan søge om at få genoptaget udbetalingen af efterløn, når du igen tager ophold inden for områderne.
Der gælder særlige regler for din ret til at modtage efterløn i udlandet, hvis du er udsendt for en dansk arbejdsgiver. Din a-kasse kan vejlede dig nærmere om reglerne.
Når det drejer sig om social sikring på tværs af EU-grænser, er efterlønsmodtagere ligestillet med lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende.