Lønarbejde og andre indtægter når du er på efterløn

Din efterløn kan blive mindre, hvis du har indtægter ved siden af

Generelt

Når du modtager efterløn, kan din efterløn blive mindre på grund af indtægter fra pension og arbejde, men også på grund af indtægter som fx:

  • løn, rådighedsløn mv. for en periode, hvor du ikke udfører arbejde – eller ydelser, der træder i stedet for det. Det kan fx være fratrædelsesgodtgørelse, hvor din arbejdsgivers opsigelsesvarsel ikke er overholdt
  • indtægter fra borgerlige ombud og offentlige og private hverv, der ikke anses for arbejde, fx vurderingsmand, medlem af menighedsråd og bestyrelsesarbejde i aktieselskaber og i bolig- og grundejerforeninger 
  • indtægter fra genudsendelse, genopførelse og anden form for genanvendelse af bøger, fotografier, teaterstykker og film mv.
  • legater
  • udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag
  • feriegodtgørelse og løn under ferie.

Kontakt din a-kasse, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en indtægt medfører, at din efterløn bliver mindre.

Din udbetalte efterløn bliver mindre, hvis du er på efterløn og holder ferie med løn eller feriegodtgørelse. Nedsættelsen af efterlønnen sker dag for dag, mens du holder ferien. Det samme sker, hvis du har optjent feriepenge efter ferieloven eller andre feriebestemmelser, og feriepengene udbetales i efterlønsperioden eller op til tre måneder før, du går på efterløn, uden at ferien holdes.

Hvis feriepengene før skat er mindre end din efterløn før skat, kan du få udbetalt forskellen som efterløn.

Hvis du er lønmodtager, kan du få omregnet din feriegodtgørelse fra dage til timer, når a-kassen beregner, hvor meget mindre din efterløn skal være.

Ferien har en anden betydning for dine ydelser, når du når folkepensionsalderen og ikke længere kan få efterløn. Kommunen kan vejlede dig om reglerne.

Visse indtægter kan du have, mens du modtager efterløn, uden at det betyder, at din efterløn bliver mindre. Det er:

  • licensafgifter, biblioteksafgifter, Koda/Gramex-afgifter el.lign.
  • ydelser efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, dvs. ATP
  • efterlevelseshjælp i henhold til kapitel 10 a i lov om aktiv socialpolitik
  • erstatninger, herunder erstatning efter lov om arbejdsskadesikring
  • krigsskadeserstatning, renteudbetaling til besættelsestidens ofre og hædersgaver
  • livsvarige ydelser på finansloven til kunstnere og deres efterladte
  • efterløn efter funktionærlovens § 8, efterindtægt efter tjenestemandspensionslovens kap. 6, godtgørelse for usaglig opsigelse efter hovedaftalens § 4, stk. 3, funktionærlovens § 2 b, m.v., fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, sømandslovens § 42 eller godtgørelse efter ligebehandlingslovene
  • indtægt ved salg af erhvervsvirksomhed eller fast ejendom
  • forpagtningsafgift
  • indtægt ved udlejning, der ikke kan betragtes som erhvervsmæssig, og overskud af egen bolig
  • renter, aktieudbytter el.lign., arv, gaver, gevinster
  • underholdsbidrag
  • invaliditetsydelse efter lov om social pension
  • pension, der udbetales som følge af tabt erhvervs-/arbejdsevne, fx svagelighedspension
  • den forhøjelse af pensionen, som en tjenestemand modtager som følge af arbejdsskade, dvs. tilskadekomstpension
  • vederlag, der modtages for at overholde konkurrence- eller kundeklausuler
  • betaling for feriefridage, som ikke holdes
  • pension efter afdød ægtefælle eller samlever
  • Indtægter for hverv som nævning, domsmand eller tilforordnet ved valg.

I 2022 kan du have indtægter fra corona-relateret mer-arbejde, uden at det betyder, at din efterløn bliver mindre.

Kontakt din a-kasse, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en indtægt medfører, at din efterløn bliver mindre.

Corona-relateret arbejde i 2022

Selv om du modtager efterløn og yder en ekstra indsats i forbindelse med corona-situationen i perioden fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2022, bliver din efterløn ikke mindre. Du skal opfylde følgende betingelser:

  • Du er efterlønsmodtager og påtager dig corona-relateret mer- og overarbejde i perioden fra den 1. januar 2022 til og med den 31. december 2022.
  • Du er offentligt eller privat ansat, inklusive deltidsansatte, som har haft yderligere arbejdstimer fra corona-relateret mer- og overarbejde eller nyt arbejde.
  • Arbejdet skal være udført som lønmodtager i en virksomhed i Danmark, EU/EØS, Schweiz eller Storbritannien.

Bemærk, at din efterløn bliver stadig mindre, hvis du har udført corona-relateret merarbejde opnået ved selvstændig virksomhed.

Du skal stadig oplyse om det corona-relaterede ekstraarbejde på ydelseskortene til din a-kasse.

Du har corona-relateret arbejde i et ansættelsesforhold, der er startet inden den 1. marts

Din efterløn bliver ikke mindre på grund af indtægter fra selve mer-/overarbejdet i dette ansættelsesforhold.

Du får et nyt arbejde, der er corona-relateret, den 1. marts 2020 eller senere

Din efterløn bliver ikke mindre på grund af indtægter fra alt arbejdet i dette ansættelsesforhold, da alt arbejdet betragtes som medarbejde.

Tekst Corona-relateret arbejde kan fx være:

  • Smitteopsporing
  • Testarbejde
  • Vaccinationer
  • Behandling, pleje og omsorg af patienter, plejehjemsbeboere og beboere i botilbud
  • Transport af mink og vacciner
  • Produktion af værnemidler

Hvad er corona-relateret mer- og overarbejde?

Corona-relateret mer- eller overarbejde omfatter alt arbejde, der går ud over det aftalte i forhold til ansættelseskontrakten, og som giver ret til betaling for det ekstra arbejde.

Hvad er nyt, corona-relateret arbejde?

Ved nyt arbejde menes, at du ikke før marts 2020 havde dette corona-relaterede arbejde, men påtog dig det efterfølgende for at yde en ekstra indsats.

Hvad betragtes ikke som corona-relateret arbejde?

Arbejde uden relation til corona-situationen er ikke omfattet af reglerne.Det gælder fx arbejde i virksomheder, der generelt har oplevet øget efterspørgsel - fx udbringning af madvarer fra takeaway eller net-butikker, sommerhusudlejning og håndværkere mv.

Herudover gælder reglerne ikke corona-relateret merarbejde opnået ved selvstændig virksomhed.

Start Arbejdsgivererklæring om corona-relateret arbejde, når du modtager efterløn

Første gang du oplyser din A-kasse om det corona-relaterede arbejde på dit ydelseskort, skal du medsende en erklæring fra din arbejdsgiver om, at arbejdet er corona-relateret.

Hvis der sker ændringer i din ansættelse, fx hvis du får nye eller andre arbejdsfunktioner, skal du indsende en ny erklæring. Du skal også indsende en ny erklæring, hvis du får nyt corona-relateret arbejde.

Du henvender dig til din a-kasse, hvis du har corona-relateret arbejde og skal have udbetalt efterløn fra den 1. januar 2022 eller senere. Din a-kasse kan vejlede dig om, hvordan du nærmere skal forholde dig.

Andre emner

A-kasserne træffer afgørelser om efterløn.

Du kan klage over a-kassens afgørelser til Center for klager over Arbejdsløshedsforsikring. Du skal sende klagen til a-kassen, som derefter videresender den. Hvis du er uenig i Center for klager over Arbejdsløshedsforsikrings afgørelse, kan du klage over afgørelsen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.