Hvis du har fået indefrosset dine energiregninger, vil du efter indefrysningsperiodens ophør modtage et orienteringsbrev med en opgørelse af det samlede indefrosne beløb fra din energivirksomhed.
I løbet af første kvartal af 2024 overdrager energivirksomhederne de indefrosne beløb til Erhvervsstyrelsen.
Erhvervsstyrelsen vil kontakte dig, når overdragelsen af dit indefrosne beløb er sket. Du behøver altså ikke gøre dig noget, før Erhvervsstyrelsen kontakter dig. Du kan dog til enhver tid indfri det samlede indefrosne beløb - læs mere i afsnittet om indfrielse.
At Erhvervsstyrelsen står for opkrævningen, og ikke din energivirksomhed, vil ikke ændre de grundlæggende vilkår, der gælder for tilbagebetaling af det indefrosne beløb. Du vil desuden ikke blive opkrævet administrationsgebyrer af Erhvervsstyrelsen i afdragsperioden.