Droneflyvning

Du skal have et dronetegn, før du må flyve med en drone på over 250 gram

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Start Ansøg om dronetegn

Alle droneførere, som opererer droner over 250 gram skal have et dronetegn. Dronetegnet giver ret til flyvning med droner udenfor bymæssigt område.

Hvad koster et dronetegn?

Det er gratis at få et dronetegn, men for at opnå det, skal du gennemføre og bestå en teoriprøve bestående af 12 spørgsmål.

Hvordan får jeg et dronetegn?

For at få et dronetegn skal du gennemføre og bestå en teoriprøve bestående af 12 spørgsmål. Teoriprøven foregår digitalt Da du skal logge ind, skal du have dit NemID klar. Er du under 15 år, skal dine forældre eller værge logge ind med deres NemID.

Når du har bestået teoriprøven, bliver dronetegnet sendt til dig via Digital Post. Du skal altid have dronetegnet med dig, når du flyver droner over 250 gram.

English

Der er to forskellige regelsæt for flyvning med drone. Ét regelsæt, der gælder for hobby-droneflyvning uden for bymæssigt område og ét regelsæt, der gælder for professionel droneflyvning, der både kan foregå inden for og uden for bymæssigt område.

Hobbyflyvning med drone

Du må flyve med droner, der vejer over 250 gram, når du har et dronetegn. Dronetegnet giver dig ret til at flyve med drone uden for bymæssigt område. Det er gratis at få et dronetegn, men for at få det, skal du gennemføre og bestå en teoriprøve med 12 spørgsmål.

Professionel flyvning med drone

Reglerne for professionel droneflyvning åbner op for nogle mere avancerede flyvninger under skærpede procedurer. Før du må flyve professionelt, skal du tage et dronebevis. Det kræver, at gennemgår et 2-3 dages-kursus afhængigt af startvægten på din drone.

Dronebeviset giver blandt andet følgende lempelser:

  • flyvning i bymæssigt område
  • flyvning helt ind til 2 km til lufthavne
  • overflyvning af mennesker
  • flyvning helt ind til 15 meter til større offentlige veje

Alle med et dronetegn eller dronebevis må flyve med droner på over 250 gram. Hvis du er under 15 år, skal du gennemføre og bestå testen til dronetegn sammen med en forælder eller værge.

Er du under 12 år, skal der være en voksen med, når du flyver med drone.

Skal du flyve med en drone, der vejer over 7 kg, skal du være fyldt 16 år, med mindre flyvningen foregår fra en godkendt stormodelflyveplads.

Som privat dronefører må du kun flyve uden for bymæssigt område. Det vil sige uden for områder, der bruges til beboelse, erhverv eller rekreative formål, eksempelvis sportspladser, sommerhusområder, beboede campingpladser og bebyggede industri- og havneområder. Parker, strande eller andre rekreative områder, der ligger nær bymæssigt område, betragtes også som et bymæssigt område.

Droneluftrum

På hjemmesiden Droneluftrum.dk finder du et kort, som viser, hvor du ikke må flyve med din drone. Kortet kan også hentes som App. Appen kan downloades fra App Store eller Google Play (søg på droneluftrum). Appen kræver ikke særligt login og er gratis at anvende.

Modelflyvepladser

Det er i øvrigt lovligt at flyve med drone på flere modelflyvepladser. Find en oversigt over disse flyvepladser på hjemmesiden Modelflyvning.dk. Vær opmærksom på, at modelflyvepladsen kan kræve medlemskab, før flyvepladsen må anvendes.

Når du flyver med din drone, må du ikke udsætte andres liv og ejendom for fare eller anden unødig ulempe. Flyvehøjden må være op til 100 meter, og du skal hele tiden kunne se din drone under flyvningen.

Du skal som dronefører konstant overvåge luftrummet og afbryde flyvningen, hvis et bemandet luftfartøj nærmer sig. Du skal holde dig på 5 kilometers vandret afstand fra offentlige flyvepladser og 8 kilometers afstand fra militære flyvestationer.

Det er kun tilladt at flyve med droner over beboelsesejendomme og dertilhørende arealer, som er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, hvis du har fået ejerens tilladelse. Når du flyver med din drone, må den ikke komme nærmere end 100 meter vandret afstand fra bygninger, som anvendes til beboelse, erhverv, rekreative formål eller dyrehold, uden ejerens tilladelse.

Din drone skal altid være mere end 150 meter fra:

  • jernbaner og offentlige veje med trafik.
  • kongehusets ejendomme, ambassader, politiets ejendomme, kriminalforsorgens institutioner, fx fængsler, militære områder og kolonne 3-virksomheder, som er risikovirksomheder, der fx opbevarer brændstoffer.
  • uheldssteder, hvor politi og øvrige beredskabsmyndigheder arbejder.

En drone må i øvrigt ikke flyve så tæt på andre droner, at der kan opstå fare for sammenstød. Flyvning med droner må ikke finde sted nærmere end 50 meter vandret afstand fra andre mennesker, medmindre disse er deltagere i eller tilskuere til flyvningen.

Der gælder særlige krav, hvis du flyver med drone i tidsrummet mellem solnedgang og solopgang.

Ved natflyvning skal følgende krav være opfyldt:

  • dronen skal være udstyret med lys, som gør det muligt for dig at se dronen under flyvningen, herunder hvordan dronen er orienteret i luften
  • start- og landingsområde skal være belyst, så du kan se mennesker i området.

Når du som privatperson flyver med drone, må dronen maksimalt veje 25 kg. Vejer dronen mere end 250 g, skal du registrere dig som droneejer. 

Hvis du bruger din drone til at filme eller fotografere, skal du følge reglerne for fotografering på offentlige og private steder. Reglerne for fotografering fremgår af 'Tv-overvågningsloven', 'Persondataforordningen' og 'Straffeloven'.

Det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring, hvis du flyver med drone. Forsikringen skal leve op til en række betingelser - blandt andet at dække skader på op til 7 millioner kroner, hvis uheldet skulle være ude.

Ansvarsforsikringen dækker, hvis du med din drone gør skade på andre mennesker eller deres ting.

Du kan også tegne en dronekaskoforsikring, som dækker din drone, hvis den bliver ødelagt på grund af nedstyrtning eller sammenstød. En dronekaskoforsikring er ikke lovpligtig.

Oplever du ulovlig droneflyvning, skal du henvende dig til politiet, som håndhæver reglerne for droneflyvning.