Private netværk

Her kan du læse om, hvordan du kan sikre dit trådløse netværk

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Et trådløst netværk – også kaldet WLAN – er et datanetværk, der bruger radiobølger til at sende og modtage data. Netværket bruger ikke kabler og er derfor smart at bruge til bærbare pc'ere og tavle-pc'ere.

At netværket bruger radiobølger i stedet for kabler betyder, at andre nemmere kan få adgang til dine informationer. Med ganske enkelt udstyr kan de opfange informationer i radiobølgerne og via netværket få kontrol over din computer.

Radiobølgerne fra et trådløst netværk i en bygning stopper imidlertid ikke ved bygningens mure, men fortsætter udenfor. Enhver udenfor bygningen kan fx med en antenne og en bærbar pc opfange radiobølgerne fra dit trådløse netværk. Dermed kan de med et simpelt program både se dine data og evt. ændre eller stjæle dem.

Et trådløst netværk uden beskyttelse er meget usikkert. Uvedkommende kan uden videre aflytte og bruge dit trådløse netværk, ændre i din computer og dit trådløse netværk. De kan også bruge din computer til at foretage angreb på andre computere. Disse angreb vil kunne spores tilbage til dig.

Der findes ingen netværk, der er 100 procent sikre. Men jo bedre du sikrer dit netværk, jo mere tidskrævende og dyrere bliver det for andre at skaffe sig adgang.

Du kan sikre dit netværk på følgende måder:

  • Brug kryptering
  • Slå broadcastmeddelelser fra
  • Skift standard-password
  • Skift SSID
  • Brug firewall
  • Brug filtrering af MAC-adresser
  • Tjek dit udstyr for WLAN CE-mærket

Kryptering er en metode til at maskere data, så de ikke kan læses af andre end modtageren og afsenderen. Ved at bruge kryptering til netværket sikrer du, at andre ikke kan få adgang til dit netværk, og at de ikke kan læse din kommunikation.

En trådløs basisstation bør som minimum understøtte WPA og allerhelst WPA2. Du skal selv aktivere WPA/WPA2 på din basisstation, og du bør altid angive et nyt kodeord.

En basisstation udsender altid såkaldte broadcastmeddelelser. Disse meddelelser indeholder oplysninger om navnet på dit trådløse netværk (også kaldet SSID), datahastigheden i dit trådløse netværk, og om udvekslede data er krypterede eller ej.

Du kan finde et trådløst netværk ved at lade din computer, tavle-pc eller smartphone søge broadcastmeddelelser. Hvis broadcastmeddelelserne opsnappes af andre, kan de nemt og hurtigt koble sig netværket. Som regel er det muligt at at slå broadcastmeddelelser fra i et trådløst netværk. Dermed skal man kende navnet på netværket (SSID'et) for at kunne koble sig til det.

En ny trådløs basisstation er altid forsynet med et standardkodeord. Det bør du ændre, når du sætter en basisstation op og i øvrigt skifte det med jævne mellemrum. Det skyldes, at de mest almindelige standardkodeord allerede er kendt af de fleste hackere. Har du ikke ændret kodeordet, har en hacker meget let ved at få adgang til din basisstation og dermed foretage ændringer i opsætningen.

SSID er navnet på det trådløse netværk. Hvis en ny bruger vil kobles på et trådløst netværk, skal de bruge dets SSID for at få adgang.

Leverandøren af din trådløse basisstation har givet den et standard-SSID. Hackere kender alle standard-SSID’er, så hvis du ikke ændrer dit SSID, kan de let gætte sig til navnet og få adgang til dit netværk. Du skal derfor vælge et SSID, der ikke er for nemt at gætte. Det bør for eksempel ikke indeholde informationer som dit navn eller adresse.

Du kan også vælge at skjule dit netværksnavn ved at slå det fra på din basisstation. Derved gør du det sværere for hackere at finde og tilslutte sig dit netværk. Du og eventuelle andre brugere af dit trådløse netværk skal så selv taste SSID ind i de pc’er, tavle-pc’er og telefoner, der skal have adgang til netværket.

En firewall er et program eller en hardwareenhed, der filtrerer og overvåger datastrømmen mellem flere netværk eller mellem en computer og et netværk. Internettet er usikkert, og derfor bør forbindelsen til internettet filtreres med en firewall.

Et trådløst netværk er mindst lige så usikkert som internettet. Det anbefales derfor, at alle pc’er med adgang til det trådløse netværk beskyttes med en personlig firewall. Hvis du både har trådløst og kablet netværk, bør disse også adskilles med en firewall.

Alle trådløse netkort i computere har et unikt identifikationsnummer, som kaldes en MAC-adresse. Du kan derfor afskære andre i at få adgang til dit netværk ved kun at tillade specifikke angivne MAC-adresser adgang til netværket. Du angiver de specifikke MAC-adresser, når du opsætter din basisstation.

Hvilken sikkerhed du bør vælge, afhænger af værdien af de data, du vil beskytte. Hvis du håndterer følsomme persondata i dit trådløse netværk til erhvervsmæssig brug, eller tænker på at gøre det i fremtiden, er der en række krav, du skal opfylde. Hvordan du skal håndtere følsomme persondata, er beskrevet i Persondataloven, som administreres af Datatilsynet.

For at få hjælp til, hvordan du skal indstille dit trådløse netværk, skal du kontakte din leverandør. Der kan være forskel fra det ene trådløse netværksprodukt til det andet, men din leverandør kan fortælle dig, hvordan lige præcis dit netværk indstilles bedst muligt.

Nogle leverandører tilbyder også VPN, som kan hjælpe til at forbedre sikkerheden i dit trådløse netværk. Spørg din leverandør, hvad de kan tilbyde.

Når du anskaffer et trådløst netværk og har foretaget de sikkerhedsmæssige tilpasninger, er der også andre forhold, du bør tænke på. Dit trådløse netværk skal fx være CE-mærket.

Leverandøren lover med CE-mærket, at produktet opfylder de generelle sikkerhedskrav, at det sender med den tilladte styrke og bruger de frekvenser, der er afsat til trådløst netværk. CE-mærket garanterer dog ikke mod forstyrrelser.

Det trådløse netværk bruger typisk frekvenser, som også bruges af mange andre forskellige typer apparater, bl.a. husholdningsudstyr og andet udstyr til datakommunikation. Det kan forstyrre dit trådløse netværk, hvis de to typer udstyr anvendes samtidig. Normalt er forstyrrelserne af kort varighed. Placer dit trådløse netværk så langt fra det forstyrrende udstyr som muligt.

Læs mere om CE-mærket hos Dansk Standard: