Privatliv på sociale medier

Der er flere ting, du skal være opmærksom på, når du bruger sociale medier

Der er flere ting, du skal være opmærksom på, når du bruger sociale medier

Et socialt medie er en tjeneste på nettet, hvor brugerne bl.a. kan dele oplysninger og billeder med hinanden. Facebook er det mest udbredte sociale medie. Andre medier er fx LinkedIn, Twitter, Snapchat, Instagram, datingtjenester, musik- og billeddelingstjenester m.m.

Medierne har givet nye og spændende muligheder for at dele information og kommunikere med hinanden, men rummer også risiko for misbrug.

Du skal først og fremmest tænke over, hvad du vælger at fortælle på mediet.

Al information, som du 'lægger ud' på medierne, vil kunne være tilgængeligt for andre. Det kan være din arbejdsgiver, kolleger, naboer, venner og uvenner såvel som indbrudstyve, hackere og producenter af spam.

Generelt gælder det for brugen af sociale medier, at man skal bruge sin sunde fornuft og agere på samme måde på nettet, som man gør alle andre steder.

Det er op til dig selv at sikre dig mod misbrug af de oplysninger, som du selv vælger at offentliggøre. Du skal derfor tænke grundigt over, om det er relevant at offentliggøre personoplysninger som e-mailadresse, telefonnummer, bopælsadresse eller fødselsdag.

Du kan sagtens bruge medierne uden at fortælle en masse ting. Hvis du fx vil lægge dit CV ud på LinkedIn, så sørg for ikke at have dybt personlige oplysninger som fx CPR-nummer med og overvej i øvrigt, hvad du vil delagtiggøre resten af verden i om dit liv og levned.

Hackere kan forsøge at plante og sprede virus via de sociale medier. Hackere kan eksempelvis forsøge at lokke brugerne til at downloade et program ved at udgive sig for at være en hemmelig beundrer, hvis navn afsløres, når programmet er installeret. I stedet for et navn får man en virus på sin pc.

Identitetstyveri og spam kan også ske via sociale medier. Både virus, phishing og spam kan på disse tjenester undgås med de samme metoder og principper som i andre sammenhænge. Først og fremmest skal du bruge din sunde fornuft: Lad være med at åbne, downloade eller installere materiale, som du ikke er sikker på er i orden. Tjek hellere en ekstra gang.

Vær opmærksom på, at billeder offentliggjort på internettet kan kopieres og bringes i en helt anden sammenhæng eller udsættes for forskellige former for manipulation i billedbehandlingsprogrammer. Tænk også på, at et sjovt foto eller videoklip fra en festlig aften måske ses af en kommende arbejdsgiver.

På Datatilsynets hjemmeside kan du få rådgivning og vejledning om behandling af oplysninger, og du kan læse mere om billeder på internettet, persondataloven, hvad du må eller ikke må offentliggøre m.m.

Læs mere på Datatilsynets hjemmeside:

Du skal være opmærksom på, om du overgiver brugsretten til materiale som fx billeder til det sociale medie. Du bør derfor altid læse brugerbetingelserne, før du tilmelder dig.

  • Vælg et stærkt password, som du ikke bruger andre steder.
  • Brug mediets indstillinger for sikkerhed og privatliv til at sikre, at uvedkommende ikke får adgang til dine data.
  • Skriv aldrig noget, der ikke tåler dagens lys.

På mediernes sider med privatindstillinger har du mulighed for at angive, hvilke oplysninger om dig du ønsker at dele og med hvem. I øvrigt er det vigtigt at overveje, hvem du bliver ’venner’ med. Jo flere du ukritisk accepterer som venner, jo flere har mulighed for at misbruge det, som du lægger ud.

Når du først har lagt oplysninger ind på sociale medier, er der risiko for, at de aldrig forsvinder helt. Selv om du har slettet en profil, bliver nogle oplysninger liggende.

Oplysninger lagt ind på sociale medier kan være blevet kopieret af andre og optræde i forskellige sammenhænge med risiko for misbrug - også selvom du i mellemtiden har slettet din profil.