Når du færdes på internettet og benytter dig af sociale medier som fx Facebook og Twitter, bliver du bedt om at oplyse en række følsomme personoplysninger for at kunne bruge tjenesten.
Du bestemmer dog selv, hvor meget eller hvor lidt du ønsker at oplyse. Men husk at tænke dig om, inden du offentliggør personlige oplysninger som fx:
- din e-mailadresse
- dit telefonnummer
- din adresse
- din fødselsdag
- din racemæssige eller etniske baggrund
- dine helbredsoplysninger
- dine fagforeningsforhold
- din politiske, religiøse eller filosofiske overbevisning
- oplysninger om seksuelle forhold
- dine strafbare forhold
- væsentlige sociale problemer
- andre rent private forhold, som fx personlighedstest.
På den måde undgår du bedst og mest effektivt, at andre i værste fald kan misbruge dine personlige og følsomme personoplysninger. Der sker nemlig det, at når du offentliggør billeder af eller oplysninger om dig selv, gør du det samtidig muligt for andre at bruge oplysningerne.
Vær offentlig med omtanke
Datatilsynet anbefaler, at du tænker dig om, inden du lægger oplysninger ud på internettet - gør kun de oplysninger tilgængelige, som du er indstillet på skal kunne findes på internettet for altid!
For selvom du synes, det er dig, der burde have ejerskab over dine personlige oplysninger, kan du ikke altid være sikker på, at det forholder sig sådan.
For at begrænse skaderne bør du altid læse vilkår og privatlivspolitikken for den tjeneste, du benytter, inden du foretager dig noget på netværkstjenesten.