Hvis du ikke har fast bopæl i Danmark, er du ikke omfattet af loven om offentlig Digital Post. Derfor er det heller ikke et krav, at du har en digital postkasse, hvis du bor i udlandet.
Hvis du flytter til udlandet i en kortere eller længere periode, hvor du ikke længere har fast bopæl i Danmark, vil din digitale postkasse stadig være aktiv, så du kan modtage sikker digital post fra danske offentlige myndigheder. Men du kan også vælge at blive fritaget på grund af udrejse.
Hvad skal jeg tage stilling til om Digital Post, inden jeg flytter til udlandet?
Hvis du ikke ønsker at modtage din post fra danske offentlige myndigheder digitalt, når du bor i udlandet, skal du søge om fritagelse på grund af udrejse. Dette gør du ved at møde fysisk op i kommunens borgerservice - husk derfor at få det gjort inden du flytter til udlandet.
Hvad kan jeg gøre, hvis jeg fortryder min fritagelse?
Hvis du fortryder din fritagelse, kan du til enhver tid blive tilmeldt Digital Post igen, også selvom du bor i udlandet. Du kan få din fritagelse ophævet ved at møde op i kommunens borgerservice, eller du kan gøre det selv via Digital Post:
- Log ind på Digital Post på borger.dk med dit NemID
- Klik på 'Tilmeld afsendere' i menuen øverst til højre
- Du vil nu få vist en oversigt over afsendere. Under kategorien 'Offentlige myndigheder' vil der stå, at du er fritaget fra Digital Post fra det offentlige
- Klik her på 'Ophæv' for at annullere din fritagelse
- Bekræft din e-mailadresse og dit mobilnummer under dine profiloplysninger for at modtage besked, når der er ny post i din digitale postkasse. (Husk at du kun kan anvende danske mobilnumre med landekoden +45).
Hvad sker der med min post, hvis jeg flytter tilbage til Danmark?
Hvis du flytter tilbage og får fast bopæl i Danmark igen, vil din fritagelse på grund af udrejse automatisk blive ophævet, og du vil igen modtage din post fra det offentlige digitalt. Er du ikke i stand til at modtage posten digitalt, selvom du er bosat i Danmark, skal du søge om fritagelse fra Digital Post.