Rejse med dyr

Hvis du rejser med et kæledyr til udlandet, er der regler for at beskytte mod dyresygdomme

Rejse med kæledyr i EU-lande

Skal du have familiens kæledyr med på sommerferie? Eller flytter du til udlandet?

Så gælder rejsereglerne for disse kæledyr:

  • hunde, katte og fritter (tamme ildere)
  • kaniner og gnavere
  • krybdyr og padder
  • hvirvelløse dyr, bortset fra bier, humlebier, bløddyr og krebsdyr
  • tropiske akvariefisk
  • fugle, bortset fra fjerkræ.

Fjerkræ betragtes ikke som kæledyr. Fjerkræ er: Høns, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, duer, fasaner, agerhøns og strudsefugle.

Rejser du med andre dyr end de nævnte, skal du leve op til nogle andre krav, for at de må flyttes mellem EU-lande. 

Inden for EU er det tilladt frit at rejse med dit kæledyr, når du overholder disse 3 generelle betingelser:

  1. Kæledyret skal rejse sammen med dig som ejer. Kæledyret kan også rejse sammen med en anden person maksimalt 5 dage før eller efter din egen afrejse fra samme afrejsested til samme destination. Den anden person skal være bemyndiget af dig til at rejse med dit kæledyr. 
  2. Du må ikke planlægge at sælge kæledyret efter ankomsten til din destination.
  3. Du må ikke overdrage ejerskabet af dit kæledyr til en anden person på rejsen.

Undersøg nationale regler i andre lande

Når du rejser med kæledyr i EU, skal du som udgangspunkt kun overholde de fælles EU-regler.

Dog kan det land, du rejser til, have nationale regler, du skal være opmærksom på. Kontakt derfor den veterinære myndighed i landet og forhør dig om eventuelle regler, inden du rejser afsted.

Rejse med udryddelsestruede dyr

Nogle dyrearter er truede og derfor beskyttet af CITES-reglerne. Der er ingen særlige regler for rejser med de omfattede dyr inden for EU. Du skal dog altid kunne dokumentere dyrets lovlighed, hvis myndighederne forlanger det. Det er derfor en god idé at medbringe dokumentation fx i form af et CITES-certifikat. 

Rejse med invasive og fredede dyr

Nogle dyrearter er invasive eller fredede, og må ikke sælges, købes eller transporteres inden for EU’s grænser.

Du kan finde mere information om invasive og fredede arter på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Inden for EU er det tilladt frit at rejse med din hund, kat eller fritte, når du overholder disse 8 krav:

  1. Hunden, katten eller fritten skal rejse sammen med dig som ejer. Kæledyret kan også rejse sammen med en anden person maksimalt 5 dage før eller efter din egen afrejse fra samme afrejsested til samme destination. Den anden person skal være bemyndiget af dig til at rejse med dit kæledyr. 
  2. Du må ikke planlægge at sælge din hund, katte eller fritte efter ankomsten til din destination.
  3. Du må ikke overdrage ejerskabet af din hund, kat eller fritte til en anden person på rejsen.
  4. Dokumentation for rejsen: Du skal kunne dokumentere over for myndighederne, at hunden, katten eller frittens rejse hænger sammen med din egen rejse. Eksempelvis ved at vise hotelreservationer, boardingpas eller billetter. 
  5. ID-mærkning af dyret: Sørg for korrekt ID-mærkning af dyret med en mikrochip, der opfylder de europæiske standarder.
  6. EU-kæledyrspas: Sørg for at medbringe et gyldigt EU-kæledyrspas, også kaldet pas til selskabsdyr.
  7. Rabiesvaccination: Inden du rejser, skal din hund, kat eller fritte være rabiesvaccineret mindst 21 dage før rejsen. Dyret må tidligst vaccineres, når det er mindst 12 uger gammelt.
  8. Maks. 5 dyr: Du må have op til 5 dyr af arterne hunde, katte og fritter med dig på rejsen. Der er undtagelser, hvis dyrene deltager i konkurrencer eller sportsarrangementer. Her er der også en række supplerende betingelser. Rejser du med flere end 5 dyr, er det de almindelige flytningskrav, der skal være opfyldt.

Vær opmærksom på risici for dyresygdomme

Vær opmærksom på eventuelle dyresundhedsrisici i det land, du rejser til. Sørg for at tage de nødvendige forholdsregler for at beskytte din hund, kat eller fritte mod andre dyresygdomme end rabies, fx Rævens Dværgbændelorm.

Undersøg regler for transit 

Hvis du på vejen til din rejsedestination i EU rejser med din hund, kat eller fritte uden for EU’s område, skal du sikre dig, at du overholder landets regler. Dyrene skal også have en særlig transiterklæring for at kunne rejse ind i EU igen. Rejsen ind i EU skal ske via et godkendt indgangssted.

Rejse med unge hunde, katte og fritter - rabiesvaccination

Det er til og med 2024 tilladt at rejse ind i Danmark med unge hunde, katte og fritter under 15 uger, som endnu ikke er rabiesvaccineret, eller hvor vaccinen ikke er gyldig endnu.

Fra 1. januar 2025 skal din hund, kat eller fritte være færdigvaccineret mod rabies før rejsen.

I mange andre EU-lande gælder kravet om færdigvaccination mod rabies allerede, blandt andet i Sverige og Tyskland. Det er derfor ikke lovligt at rejse med dyret til eller igennem disse lande, før det har en gyldig rabiesvaccination. Du bør derfor inden afrejse undersøge reglerne i landet, du skal rejse til eller igennem. 

Desuden gælder de 8 krav også for rejse med unge hunde, katte og fritter. 

Hvis du rejser med en hund til Danmark, skal du, ud over at følge de 8 krav for at rejse med hund, kat eller fritte, være opmærksom på, at hunden skal registreres i Dansk Hunderegister senest 4 uger efter, den er kommet til Danmark. 

Det betyder, at selvom du kun skal være i Danmark i en kortere periode, men denne periode overskrider 4 uger, så skal din hund registreres i Dansk Hunderegister. Registreringen skal ske senest 4 uger efter, hunden er kommet til Danmark.

Pas desuden på, når du bringer en hund med hjem til Danmark fra udlandet. Hunde – og især gadehunde – fra Øst- og Sydeuropa kan være smittet med alvorlige infektionssygdomme, herunder sygdomme som kan overføres fra dyr til mennesker. 

Fra 1. januar 2025 skal din hund, kat eller fritte være færdigvaccineret mod rabies, før rejsen

Vær opmærksom på, at fra 1. januar 2025 skal din hund være færdigvaccineret mod rabies, før den må komme ind i Danmark.

Du må gerne tage kæledyrsfoder med hjem fra andre EU-lande samt fra Andorra, Island, Liechtenstein, Norge, San Marino og Schweiz. Du skal overholde 2 krav:

  1. Foderet skal være til dit kæledyr.
  2. Du skal rejse med foderet i din egen bagage.

Særlige regler for hø og halm

Kun virksomheder må købe hø og halm fra andre lande. Derfor skal du opfylde samme krav som en virksomhed, hvis du vil købe hø og halm som privatperson.

Invasive arter er arter, som mennesker bringer til et nyt område uden for artens naturlige udbredelsesområde. I det nye område påvirker den invasive art de hjemmehørende arter negativt. Invasive arter er derfor en trussel mod den lokale biodiversitet og økosystem. Det kan fx være vaskebjørne, som er en invasiv art i EU.  

Hvis du ejer et invasivt dyr, skal du være opmærksom på, at invasive arter er omfattet af danske og internationale regler, og er derfor ulovlige at:

  • transportere i levende live
  • sælge
  • avle
  • give mulighed for reproduktion
  • udsætte i naturen.  

Hvis du ejer eller indfanger et invasivt dyr, kan du gratis aflevere det til en institution, som Miljøstyrelsen har indgået modtageraftale med, så dyret ikke udsættes i det fri.

Mange arter af almindelige hobby- eller kæledyr er truet af udryddelse i naturen. Eksempelvis er mange arter af papegøjer og skildpadder truede. Disse arter er beskyttet af særlige regler, der kaldes CITES.

Truede dyr er oplistet på 4 forskellige bilag under CITES – Bilag A, B, C og D.

De 4 bilag er hver især er udtryk for, hvor truet en art er af handel, og hvilke restriktioner og krav til tilladelser der er ved køb og salg.

Regler for rejse med dyr på CITES Bilag A

Hvis du rejser i EU med et kæledyr, som står på CITES bilag A, skal du sørge for at medbringe et gyldigt CITES-certifikat, så du kan dokumentere dyrets lovlighed. Du kan få tilladelse til at have et dyr, der normalt er forbudt, dvs. som kræver et CITES-certifikat, hvis dyret er opdrættet i fangenskab eller anskaffet, før det blev forbudt. Du skal ansøge om dette certifikat ved at sende en ansøgning til Miljøstyrelsen. 

Køber eller sælger du truede dyrearter omfattet af CITES bilag A på din rejse, uden at der medfølger et gyldigt CITES-certifikat, risikerer du en bøde og konfiskering af dyret. 

Regler for rejse med dyr på CITES Bilag B, C og D

Rejse med dyr i EU, der står på CITES bilag B, C og D, kræver ikke et CITES certifikat fra Miljøstyrelsen. Det er dog altid en god idé at få en kvittering som bevis på handlen. 

Rejser du med et dyr på Bilag B, skal du kunne dokumentere lovligheden, hvis CITES-myndigheder beder om det. Dokumentationen kan fx være:

  • kopier af CITES importtilladelse 
  • kvitteringer med påførte tilladelsesnumre
  • opdrætserklæringer eller anden dokumentation.

Hvis du køber dyr fra udlandet, skal du leve op til Fødevarestyrelsens krav til import af dyr. 

Rejse med kæledyr uden for EU

Skal du have familiens kæledyr med på ferie uden for EU? Der kan være strenge regler, hvis du skal rejse med dit kæledyr i lande uden for EU. Det kan være en tidskrævende proces – nogle gange helt op til 12 måneder – så begynd forberedelsen i god tid.

Du skal opfylde 3 generelle betingelser for at rejse med dit kæledyr:

  1. Kæledyret skal rejse sammen med dig som ejer. Kæledyret kan også rejse sammen med en anden person maksimalt 5 dage før eller efter din egen afrejse fra samme afrejsested til samme destination. Den anden person skal være bemyndiget af dig til at rejse med dit kæledyr. 
  2. Du må ikke planlægge at sælge kæledyret efter ankomsten til din destination.
  3. Du må ikke overdrage ejerskabet af dit kæledyr til en anden person på rejsen.

Derudover skal du have styr på 4 ting inden din rejse til et land uden for EU:

  1. Forhåndsgodkendelse eller tilladelse. Du skal altid tjekke kravene i det land, du vil rejse til med dit kæledyr. Det kan fx være et krav, at du giver besked om rejsen på forhånd eller søger om tilladelse til at tage dit kæledyr med. Du kan undersøge kravene hos landets myndigheder eller hos den danske ambassade i landet.
  2. Certifikat eller sundhedsattest. I nogle lande er det nok med en sundhedsattest fra din dyrlæge eller et EU-kæledyrspas. I andre lande skal du udfylde et omfattende eksportcertifikat. Du kan finde certifikaterne i Fødevarestyrelsens Certifikatdatabase. Book tid hos din lokale veterinærenhed, hvis Fødevarestyrelsen skal underskrive og stemple certifikatet eller sundhedsattesten.
  3. Krav til vacciner. Nogle lande har krav om bestemte vaccinationer, blodprøveresultater og behandlinger mod bestemte parasitter i specifikke tidsrum forud for rejsen. Undersøg i god tid, hvad kravene i landet er.
  4. Undersøg regler for transit. Hvis du rejser gennem andre lande på vej mod din endelige destination – både inden for og uden for EU – skal du sikre dig, at du overholder landets regler. Det kan fx være, at du på forhånd skal udfylde et bestemt transit-certifikat eller søge om transit-tilladelse i hvert land, du rejser igennem. Kontakt den veterinære myndighed eller den danske ambassade i det pågældende land for at høre nærmere, inden du rejser afsted.

Nogle dyrearter er truede og beskyttet af CITES-reglerne. Hvis du rejser med et truet dyr til lande uden for EU, kan du ansøge Miljøstyrelsen om et CITES-kæledyrspas.

Vær opmærksom på, at det er anderledes end det normale pas til kæledyr, som du får lavet hos dyrlægen - også kendt under navnet pas til selskabsdyr.

Du må gerne tage kæledyrsfoder med hjem, hvis du overholder 3 krav: 

  1. Foderet må ikke indeholde kødingredienser – med mindre det er specialfoder.
  2. Foderet er til dit eget kæledyr, og du rejser med det i egen bagage.
  3. Der må ikke være restriktioner eller forbud for foderet. Det kan du tjekke på Fødevarestyrelsens hjemmeside. 

Særlige regler for specialfoder

Som udgangspunkt må du ikke tage foder med kødingredienser med til Danmark. Specialfoder er dog undtaget denne regel, hvis det overholder følgende 5 krav:

  1. Foderet skal være påkrævet af medicinske årsager.
  2. Foderet er til dit eget kæledyr, som du rejser med.
  3. Foderet skal være købt i en butik.
  4. Emballagen skal være hel, medmindre foderet er i brug.
  5. Foderet skal være holdbart ved stuetemperatur inden åbning.

Hvis du overholder kravene, må du tage op til 2 kg specialfoder med hjem fra et land uden for EU.

Særlige regler for hø og halm

Kun virksomheder må købe hø og halm fra andre lande. Derfor skal du opfylde samme krav som en virksomhed, hvis du vil købe hø og halm som privatperson.

Når man handler med dyr uden for EU’s grænser, skal man være opmærksom på, at nogle af dyrene kan være invasive.

Invasive arter er arter, som mennesker bringer til et nyt område uden for deres naturlige udbredelsesområde. I det nye område påvirker den invasive art de hjemmehørende arter negativt. Invasive arter er dermed en trussel mod den lokale biodiversitet og økosystem. 

Nogle invasive dyr er omfattet af danske og internationale regler, og det er derfor ulovligt at tage arterne med hjem til EU og Danmark.

Miljøstyrelsen har indgået modtageraftaler med en række institutioner rundt omkring i Danmark, hvor man gratis kan aflevere invasive dyr, som man har taget med hjem ved en fejl. 

Mange arter af almindelige hobby- og kæledyr er truet af udryddelse i naturen. Fx er mange arter af papegøjer og skildpadder truede. Disse arter er beskyttet af særlige regler, der kaldes CITES.

Hvordan finder jeg ud af, om mit kæledyr er en truet art?

Du kan læse mere og finde en guide om truede dyr på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Import og eksport af truede dyr er ulovligt

Det er forbudt at importere truede dyrearter. Det er dog i visse tilfælde muligt at få dispensation, hvis dyret er opdrættet i fangenskab, anskaffet i henhold til visse kvoter eller før, arten blev optaget på listen over truede arter.

Der er 3 krav, hvis du ønsker at rejse med et truet dyr fra et land uden for EU til EU: 

  1. Du skal leve op til Fødevarestyrelsens krav til import af dyr.
  2. Du skal have en CITES-importtilladelse udstedt af importlandet eller en CITES-importmeddelelse, som skal udfyldes ved EU-grænsen. 
  3. Du skal have en CITES-eksporttilladelse udstedt af eksportlandet. 

Der er 4 krav, hvis du importerer levende dyr til EU:

  1. Du skal leve op til Fødevarestyrelsens krav til import af dyr
  2. Dyrene skal af dyreværnsmæssige hensyn transporteres efter internationale pakningsregler (IATAs LAR-regler). 
  3. Miljøstyrelsen skal underrettes om det nøjagtige tidspunkt for importen senest kl. 12 hverdagen før, importen finder sted.
  4. Indførslen skal ske via Københavns Lufthavn.