Hold øje med udløbsdatoen på dit kørekort og forny det hurtigt og nemt i borgerservice, når tiden nærmer sig. Gyldighedstiden står på dit fysiske kørekort og i din kørekort-app. Har du kørekort til flere kategorier, skal du være opmærksom på, at de kan have forskellige udløbsdatoer. Du kan som udgangspunkt tidligst forny dit kørekort 3 måneder, inden det gamle udløber.
Når det er tid til at forny dit kørekort, skal du møde op i borgerservice i en valgfri kommune. Husk, at bestille tid.
3 ting, du skal tage med i borgerservice:
- Kørekortfoto (nogle kommuner tilbyder, at du kan få taget et foto på stedet mod betaling)
- Dit gamle kørekort
- ID. ID er som udgangspunkt et gyldigt pas eller et tidligere udstedt kørekort. Hvis du ikke har et gyldigt pas eller tidligere udstedt kørekort skal du medbringe andet egnet legitimation fx navneattest eller sundhedskort samt billedlegitimation fx studiekort.
I nogle tilfælde skal du også medbringe:
- Lægeattest
- Opholdstilladelse eller opholdsbevis, hvis du ikke er dansk statsborger
- Dokumentation for sædvanlig bopæl. Sædvanlig bopæl er det sted, hvor du sædvanligvis opholder dig i forbindelse med studie, job eller det sted, som du har en personlig tilknytning til fx i forbindelse med familie. Der er borgerservice, der vurderer om du har sædvanlig bopæl i Danmark.