Når du opretter fremtidsfuldmagten, skal du udfylde nogle standardoplysninger om dig selv og din(e) fremtidsfuldmægtig(e). Derudover kan du skrive fremtidsfuldmagten, som du vil, så den passer lige præcis til din situation.
En fremtidsfuldmægtig kan handle på dine vegne og repræsentere dig inden for de områder, som du har bestemt, at fremtidsfuldmagten skal omfatte.
I nogle love står det bestemt, at man ikke kan lade sig repræsentere af en anden eller kun af bestemte personer. Det betyder, at en fremtidsfuldmægtig fx ikke kan indgå ægteskab eller oprette testamente på dine vegne, ligesom denne ikke kan flytte dig på plejehjem imod dit ønske.
En fremtidsfuldmagt kan indeholde bestemmelser om økonomiske og/eller personlige forhold.
Hvad kan økonomiske forhold være?
Økonomiske forhold kan bl.a. omfatte adgangen til at lave betalingsaftaler med banker, omlægge lån i fast ejendom og ansøge om offentlige ydelser.
Hvad kan personlige forhold være?
Personlige forhold kan bl.a. omfatte adgangen til at søge om offentlig hjælp, fx hjemmehjælp, komme med ønsker til pleje og omsorg af dig og bede om aktindsigt i din patientjournal.
Du kan vælge et mere aktivt tilsyn med fremtidsfuldmægtigen
Familieretshuset fører et såkaldt hvilende tilsyn med fremtidsfuldmægtigen. Det betyder, at hvis Familieretshuset på den ene eller anden måde bliver opmærksom på noget, der kan stride imod dine interesser, kan Familieretshuset gribe ind.
Hvis du ønsker et privat aktivt tilsyn, skal det fremgå af fremtidsfuldmagten, hvem der skal varetage opgaven. Det kan være en person, du har særligt tillid til. Det kan fx også være en revisor eller en advokat.
Du kan finde mere information om tilsyn med din fremtidsfuldmægtig i Justitsministeriets vejledning om fremtidsfuldmagter.