Boligstøtte, hvis din bolig er blevet byfornyet eller du bor i et kollektivt bofællesskab

Der er 4 forskellige typer af kollektive bofællesskaber, du kan få boligstøtte til:

  • Særlige bofællesskaber
  • 55+ bofællesskaber
  • Almene kollektive bofællesskaber
  • Kollektive bofællesskaber på 3 eller 4 personer i almene familieboliger

Særlige bofællesskaber

For at få boligstøtte til et særligt bofællesskab skal der mindst bo 5 personer med socialt betingede behov. Det kan for eksempel være personer med en psykisk sygdom, et handicap, demens, hjemløse, flygtninge i integrationsfasen og visse førtidspensionister.

Bor du i et særligt bofællesskab, der er oprettet før 1998, kan du få boligstøtte, hvis I bor mindst 3 personer med et socialt betinget behov. Boligen skal være anvist af kommunen, en almen boligorganisation eller en privat organisation, fx en forening eller fond.

55+ bofællesskaber

For at få boligstøtte til et 55+ bofællesskab skal der bo mindst 5 personer, der er fyldt 55 år i bofællesskabet.

Bor du i et 55+ bofællesskab, der er oprettet før 1998, kan du få boligstøtte, hvis der bor mindst 3 personer, som er fyldt 55 år.

Almene kollektive bofællesskaber

For at få boligstøtte til et alment bofællesskab skal I bo i en almen familiebolig, en almen ældrebolig eller en i en støttet privat andelsbolig, og der skal være mindst 5 voksne. Kommunen skal desuden have godkendt boligen som bofællesskab.

Kollektive bofællesskaber på 3 eller 4 personer i almene familieboliger

For at få boligstøtte til et kollektivt bofællesskab på 3 eller 4 personer i en almen bolig, skal der bo 3 eller 4 personer i boligen. Hvis der bor 5 personer eller mere, vil boligstøtten blive beregnet efter reglerne om almene kollektive bofællesskaber.

Boligen skal være en almen familiebolig, som ikke må være indrettet til ældre eller handicappede.

Den fælles bolig skal mindst have ét beboelsesrum mere end antallet af beboere. Din kommune kan dog godkende, at boligen har samme antal beboelsesrum som antal beboere, hvis bofællesskabet er indrettet med et køkken, hvor beboerne kan spise sammen.

Bofællesskaber, du ikke kan få boligstøtte til

Det er muligt at lave et bofællesskab med 2 personer, men det er ikke muligt at få boligstøtte til denne type bofællesskab.

Sådan søger du boligstøtte for et bofællesskab

Hvis du er i tvivl, om I opfylder kravene, eller du vil søge boligstøtte til et kollektivt bofællesskab, kan du kontakte Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 63.

Hvis din husleje er steget, fordi din bolig er blevet byfornyet med offentlig støtte, kan du søge om særlig boligstøtte. Byfornyelsen skal være besluttet før 2004.

Du kan søge om særlig boligstøtte, hvis du bliver boende i boligen efter byfornyelsen, eller hvis du bliver genhuset i en anden bolig.

Kontakt Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 63, hvis du vil søge særlig boligstøtte.