Hvis din sygdom er en anerkendt erhvervssygdom, kan du søge om at få betalt de udgifter, du har haft, mens Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har behandlet din sag. Det gælder fx udgifter til medicin, behandling og transport.
Hvis du endnu ikke fået en afgørelse på din sag, skal du gemme dine regninger på medicin, behandling og transport. Dem kan du muligvis få dækket, hvis din sag om erhvervssygdom senere bliver anerkendt. Der er visse udgifter, du kan få betalt, selv om din sag endnu ikke er afgjort. Det gælder udgifter til undersøgelser, som AES har bedt dig om at tage til.
Medicin og behandling
Det er som udgangspunkt kun tilskudsberettiget medicin og behandling, du kan søge om at få dækket. Det er fx behandling hos en kiropraktor eller fysioterapeut, hvis du er blevet henvist af din læge. Behandling på private hospitaler eller hos alternative behandlere er ikke omfattet.
Hvis du er medlem af Sygeforsikringen "danmark", trækker AES dit tilskud fra udbetalingen.
Rejseudgifter
AES betaler udgifter til offentlig transport efter, hvad det koster med det billigste transportmiddel. Kørsel i egen bil bliver betalt efter statens laveste kilometertakst.
Hvis AES har bedt dig om at blive undersøgt langt væk fra dit hjem, kan du søge om at få betalt nogle af dine udgifter til ophold på fx vandrehjem, hotel eller lignende og til mad og drikke. Du kan ikke få dækket udgifter for din eventuelle ægtefælle eller rejseledsager.
Tabt arbejdsfortjeneste
Hvis du er blevet trukket i løn med mindst 2 timer for at kunne tage til undersøgelse, kan du søge om at få dækket dit løntab. AES dækker hele eller dele af dit løntab. Når vi har modtaget din ansøgning, beregner vi, hvor meget du kan få dækket. Pengene bliver herefter sat ind på din NemKonto.
Hvis din sag bliver afvist
Du kan få dækket udgifter til transport, overnatning og spisning samt tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med de undersøgelser, som AES har sendt dig til, hvis din sag bliver afvist.
På Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside kan du finde satserne for, hvor meget du maksimalt kan få betalt af dine udgifter:
Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg søger?
- Sørg for, at læse side 1 på ansøgningsskemaet ” Vigtig information før du udfylder din ansøgning”.
- Læg eventuelle kvitteringer, regninger eller andet i orden efter datoer. Så er det hurtigere at behandle din ansøgning.
- Skriv tydeligt på dokumentationen, hvad og hvilken sag behandlingen vedrører. Har du fx fået fysioterapi, skal det stå på regningen, hvor på kroppen du er blevet behandlet.