Alle kommuner i landet har pligt til at oprette et huslejenævn for enten den enkelte kommune eller i fællesskab med andre kommuner.
Hvis du vil indbringe en sag for huslejenævnet, skal du henvende dig til huslejenævnet i den kommune, hvor ejendommen ligger. Hvis du bor til leje i en almen bolig, skal du henvende dig til det lokale beboerklagenævn
Hvis du bor til leje hos en privat udlejer, og har nogle lejemæssige vilkår, som du er utilfreds med, kan du få huslejenævnet til at afgøre, om dine lejemæssige vilkår er i overensstemmelse med Lejelovens og Boligreguleringslovens bestemmelser.
Inden du beder nævnet om at tage stilling til sagen, skal du først tage kontakt til din lejer (hvis du er udlejer) eller til din udlejer (hvis du er lejer) og søge en løsning på konflikten. Lykkes det ikke, kan du anmode huslejenævnet om at vurdere din sag. Det koster 357 kr. (2024) at indbringe en sag for huslejenævnet.
En klage til huslejenævnet skal være skriftlig, og du skal vedlægge den nødvendige dokumentation, fx en kopi af din lejekontrakt, en kopi af din udlejers varslingsskrivelse vedrørende lejeforhøjelse eller en kopi af det, du måtte føle dig utilfreds med.
Udlejere
Gebyret er 596 kr. (2024) for indbringelse af sager om forhåndsgodkendelse af huslejen for ejer- og andelsboliger.