Pension ved dødsfald – efterlevelsespension

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du modtager pension (folkepension, førtidspension, seniorpension, tidlig pension) og bor sammen med din ægtefælle/samlever, der også modtager pension, får du automatisk udbetalt din ægtefælles/samlevers pension i op til tre måneder efter, at din ægtefælle/samlever er gået bort. Det kaldes efterlevelsespension.

Det er en betingelse, at du og din ægtefælle/samlever havde fælles bopæl på tidspunktet for dødsfaldet. Hvis du eller din ægtefælle/samlever boede alene, for eksempel på plejehjem, får du ikke efterlevelsespension.

Automatisk udbetaling

Hvis du har ret til efterlevelsespension, får du den automatisk udbetalt til din egen NemKonto.

Du skal være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at du får nøjagtig det samme beløb udbetalt, som din ægtefælle/samlever fik. Det skyldes, at Udbetaling Danmark bruger dit bikort, når efterlevelsespensionen udbetales.

Din egen pension bliver ikke ændret i den periode, hvor du modtager efterlevelsespension.

Når de tre måneder er gået, vil du automatisk få udbetalt pension som enlig.

Oplysning om dødsfald

Udbetaling Danmark får automatisk besked om dødsfaldet fra Folkeregistret. Du skal derfor ikke gøre noget i forhold til at få udbetalt efterlevelsespension ved dødsfald.

Hvis din ægtefælle/samlever bor eller opholder sig i udlandet på tidspunktet for dødsfaldet, skal du dog selv kontakte Udbetaling Danmark. Folkeregistret giver nemlig ikke automatisk besked til Udbetaling Danmark om dødsfaldet.

Læs mere

Læs om hvad der sker med ATP Livslang Pension og ældrechecken ved dødsfald:

Som pårørende kan du have ret til begravelseshjælp, når din ægtefælle/samlever dør. Du kan læse mere om begravelseshjælp her:

Ønsker du ikke at modtage efterlevelsespension, men i stedet overgå direkte til at modtage pension som enlig, har du mulighed for at frasige dig efterlevelsespension. Hvis du ikke ønsker at modtage efterlevelsespension, skal du hurtigst muligt efter modtagelse af afgørelsen om efterlevelsespension skriftligt give Udbetaling Danmark besked. Når du har frasagt dig efterlevelsespension, kan det ikke ændres efterfølgende.

Er du i tvivl, om du skal frasige dig efterlevelsespension, anbefaler Udbetaling Danmark, at du kontakter en privat rådgiver for at få rådgivning om efterlevelsespension i forhold til, om det kan være en god idé for dig. Udbetaling Danmark kan kun vejlede dig om reglerne.

Hvis du ikke ønsker at få din efterlevelsespension, skal du give Udbetaling Danmark besked: