Skattefri præmie

Hvis du arbejder i efterlønsperioden, kan du eventuelt opnå ret til en skattefri præmie

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du arbejder i perioden mellem efterløns- og folkepensionsalderen, kan du under visse betingelser optjene ret til en skattefri præmie.

Præmien er en sum penge, som din a-kasse udbetaler til dig, når du når pensionsalderen.

Præmien er opdelt i portioner, og du kan maksimalt optjene 12 portioner.

Som udgangspunkt udløser 481 arbejdstimer en skattefri præmieportion. En skattefri præmieportion er:

  • 14.204 kr. (2023) og 14.658 kr. (2024) for fuldtidsforsikrede
  • 9.469 kr. (2023) og 9.773 kr. (2024) for deltidsforsikrede.

Fordi præmien er skattefri, skal du ikke betale skat af den.

Hvis du arbejder, efter du har modtaget dit efterlønsbevis, kan du optjene ret til en skattefri præmie.

Du kan læse om efterlønsbevis her:

Hvis du er født i perioden fra og med den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1958

Du skal opfylde 2 betingelser, inden du kan begynde optjeningen:

  • Du skal vente med at gå på efterløn mindst 1 år efter datoen på dit efterlønsbevis.
  • Du skal arbejde mindst 1.560 timer som fuldtidsforsikret eller 1.248 timer som deltidsforsikret, mens du venter på at gå på efterløn.

Hvis du er født i perioden fra og med den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959

Du skal opfylde 2 betingelser, inden du kan begynde optjeningen:

  • Du skal vente med at gå på efterløn mindst et halvt år efter datoen på dit efterlønsbevis.
  • Du skal arbejde mindst 780 timer som fuldtidsforsikret eller 624 timer som deltidsforsikret, mens du venter på at gå på efterløn.

Hvis du er født den 1. juli 1959 eller senere

Du kan begynde optjening fra den dato, der står på dit efterlønsbevis.

Du kan optjene ret til skattefri præmie, indtil du når folkepensionsalderen, eller du går på efterløn. 

Du kan optjene ret til skattefri præmie, hvis du arbejder, mens du er på efterløn.

Du skal opfylde 2 betingelser:

  • Du har ventet med at gå på efterløn i 2 år.
  • Du har arbejdet 3.120 timer som fuldtidsforsikret eller 2.496 timer som deltidsforsikret, mens du ventede med at gå på efterløn.

Du kan optjene ret til skattefri præmie, indtil du når folkepensionsalderen.

Optjening af præmier sker som udgangspunkt i forhold til de antal løntimer, som din arbejdsgiver indberetter til indkomstregisteret.

Driver du selvstændig virksomhed, er det din omsætning, som er afgørende for, hvor mange timer du optjener, som kan benyttes til den skattefrie præmie. Hør din a-kasse nærmere om dette.

Du optjener skattefri præmie portionsvis

Som udgangspunkt skal du arbejde 481 arbejdstimer for at optjene en skattefri præmieportion.

En skattefri præmieportion er:

  • 14.204 kr. (2023) og 14.658 kr. (2024) for fuldtidsforsikrede.
  • 9.469 kr. (2023) og 9.773 kr. (2024) for deltidsforsikrede.

De 481 timer svarer til fuldtidsarbejde på 37 timer om ugen i 3 måneder. Det er kun muligt at få hele portioner. Det betyder, at du ikke får nogen præmieportion, hvis du har arbejdet mindre end 481 timer.

Er du tilmeldt efterløn efter fortrydelsesordningen, bliver din præmie nedsat med 4 procent for hvert år, du mangler at betale efterlønsbidrag.

Læs nærmere om fortrydelsesordningen under Indbetaling til efterløn på denne side.

Du kan kun tjene op til 12 portioner

Du kan kun tjene op til 12 portioner skattefri præmier. Det svarer til 5.772 timer. Det gælder også, hvis du har arbejdet flere timer.

Hvis du i perioden har modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller efterløn, vil antallet af mulige timer til optjening af skattefri præmie blive sat tilsvarende ned.

Eksempel: Hvis du har fået dagpenge i perioden i 1 måned, svarende til 160,33 timer, så kan du maksimalt få præmie for 5.772-160,33 = 5.611,67 timer.

Du skal arbejde i Danmark, i Grønland, på Færøerne, i et andet EØS-land eller i Schweiz for at kunne optjene ret til skattefri præmie.

Du kan både være lønmodtager og selvstændig

Du kan optjene ret til skattefri præmie som både lønmodtager og selvstændig. Hvis du er på efterløn og arbejder som lønmodtager samtidig med, at du har fået tilladelse til at starte eller videreføre selvstændig virksomhed, kan både dine løntimer og beregnede timer fra den selvstændige virksomhed tælle med i optjeningen af den skattefri præmie.

Hvis du vil vide mere