Hvis du får tvillinger, trillinger mv.

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du får flerlinger den 1. maj 2024 eller senere

Hvis du er forælder til flerlinger født den 1. maj 2024 eller senere, har du ret til 13 ugers flerlingeorlov.

Hvis der er to juridiske forældre, får begge forældre hver 13 ugers flerlingeorlov.

Orloven skal holdes, inden børnene bliver 1 år.

For at få ret til barselsdagpenge under orloven skal du ved orlovens start opfylde de almindelige betingelser, herunder beskæftigelseskravet. Læs om betingelserne under ’Kan jeg få barselsdagpenge’.

Du kan se din orlov i Min barsel.

Overdrag flerlingeorlov til en social forælder

Det er også i Min barsel, at du kan overdrage op til 13 ugers flerlingeorlov til en eller flere sociale forældre, når børnene er født. Du behøver ikke selv opfylde beskæftigelseskravet for at overdrage orloven.

For at holde flerlingeorlov med barselsdagpenge skal den sociale forælder ved orlovens start opfylde de almindelige betingelser, herunder beskæftigelseskravet.

Den sociale forælder må ikke holde mere end 13 ugers flerlingeorlov, og orloven skal holdes, inden børnene bliver 1 år.

Vær opmærksom på, at orloven ikke kan overdrages til en anden juridisk forælder.

Hvis du er soloforælder

Hvis du er soloforælder, kan du søge om op til 13 ugers flerlingeorlov til en eller flere sociale forældre eller et eller flere nærtstående familiemedlemmer. Det er en betingelse, at du opfylder beskæftigelseskravet. Du har stadig dine egne 13 uger, hvilket betyder, at I hver kan holde op til 13 ugers flerlingeorlov.

For at holde flerlingeorlov med barselsdagpenge skal den sociale forælder og det nærtstående familiemedlem ved orlovens start opfylde de almindelige betingelser, herunder beskæftigelseskravet.

Den sociale forælder og det nærtstående familiemedlem må ikke holde mere end 13 ugers flerlingeorlov, og de skal holde orloven, inden børnene bliver 1 år.

Vær opmærksom på, at børnene skal være født, før du søger.

Hvis du får mere end 52 ugers orlov

Du kan ikke holde mere end 52 ugers orlov med barselsdagpenge.

Hvis du fx har fået flerlinger og er soloforælder, eller du bor alene med barnet og har eneforældremyndighed, vil du have mere end 52 ugers orlov. Du kan også i nogle tilfælde komme op over 52 uger, hvis du har fået overdraget orlov fra den anden forælder.

Hvis du har mere end 52 ugers orlov, kan du i nogle tilfælde overdrage det overskydende orlov til en anden fx den anden forælder, en social forælder eller et nærtstående familiemedlem. Du skal være opmærksom på, at alt orlov ud over 52 uger går tabt, hvis det ikke overdrages til en anden.

Læs mere om overdragelse under ’Overdrag orlov’.

Hvis I har fået 3 eller flere børn ved samme fødsel, har I mulighed for at søge om 26 ugers ekstra orlov med ret til barselsdagpenge tilsammen, som I kan fordele mellem jer. Reglerne gælder kun forældre til børn, der er født den 1. januar 2023 eller senere.

Det betyder, at I begge har mulighed for at være hjemme samtidig i længere tid.

De 26 ugers orlov skal være afholdt inden 18 måneder efter fødslen. Orloven kan ikke forlænges eller udskydes ved genoptagelse af arbejdet.

Sådan søger du

Hvis børnene har dansk cpr-nummer, modtager I efter fødslen et brev fra Udbetaling Danmark med et link til en ansøgningsblanket. Her kan I hver især søge om den ekstra orlov og fordele de 26 uger mellem jer, som det passer bedst ind i jeres familieliv.

Hvis børnene ikke har dansk cpr-nummer, skal I kontakte Udbetaling Danmark for at kunne søge om de 26 ekstra ugers orlov.

Læs om ansøgningsfristerne under ’Sådan søger du om barselsdagpenge’: