Hvis du skal hjælpe en anden person i kontakten med offentlige myndigheder, kan en fuldmagt være en god idé.
Med en fuldmagt kan den, du hjælper, nemt give dig lov til at hjælpe digitalt og udføre forskellige handlinger. En fuldmagt er en god idé, hvis du fx skal hjælpe et familiemedlem med at melde flytning via borger.dk, eller hvis du skal se dit familiemedlems sundhedsjournal på sundhed.dk.
Med guiden ’Få fuldmagt til at hjælpe en anden’ kan du få et overblik over brug af fuldmagter i det offentlige.
Digital Fuldmagt
Du kan få fuldmagt til mange af de offentlige selvbetjeninger gennem løsningen Digital Fuldmagt. Digital Fuldmagt finder du på borger.dk. I Digital Fuldmagt kan den, du hjælper, enten underskrive fuldmagten digitalt med MitID eller underskrive fuldmagten på en papirblanket. Borgerservice kan vejlede i, hvordan du opretter og bruger Digital Fuldmagt. Husk at bestille tid i borgerservice.
Det er ikke alle myndigheder, der tilbyder fuldmagter via Digital Fuldmagt, da nogle myndigheder har deres egen fuldmagtsløsning. Det gælder fx Skattestyrelsen. Kontakt den enkelte myndighed, hvis du er i tvivl om, hvordan du får en fuldmagt.
Fuldmagter hos private virksomheder
Mange private virksomheder, fx banker, giver også mulighed for, at du kan få en fuldmagt til at hjælpe digitalt. Kontakt de enkelte virksomheder for at få mere information om mulighederne for fuldmagt.